»Dét at jeg nu skal hedde forperson, det flytter ikke en tøddel i forhold til ligestilling.«

Sådan siger Københavns overborgmester, Lars Weiss (S), efter det torsdag aften blev besluttet i Københavns Borgerrepræsentation, at titlen 'formand' – som han selv bærer i netop Borgerrepræsentationen – skal skiftes ud med det kønsneutrale 'forperson' i alle kommunens udvalg, råd og nævn.

En beslutning, overborgmesteren kunne have afgjort. Men i stedet var han ingen steder at se i rådhussalen.

Afstemningen om, hvilken titel der fremover skal indtage bordenden, var ellers særdeles tæt. Den endte 26-25 i 'forpersons' favør, og således kunne bare en enkelt stemme have ændret udfaldet.

Og da Lars Weiss' parti, Socialdemokratiet, var imod forslaget, så blev det overborgmesterens manglende stemme, der kastede 'formand' i graven.

I stedet for at diskutere ligestilling på rådhuset, var overborgmester Lars Weiss nemlig til møde om det kommende københavnske Tour de France-arrangement, som han mener »betyder langt mere for københavnerne, end det gør, om jeg skal tituleres 'formand' eller 'forperson' i Borgerrepræsentationen«.

»Det er ren symbolpolitik, og det fjerner fokus fra de reelle udfordringer,« siger han til B.T.

De resterende medlemmer af Borgerrepræsentationen fra Socialdemokratiet stemte sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og løsgængeren Kåre Traberg Smidt imod forslaget.

Men de var altså lige præcis ikke nok stemmer til at sikre 'formandens' overlevelse.

Til B.T. fortæller Lars Weiss, at han dagen derpå ikke ærgrer sig over, at han tog til Tour de France-møde frem for at deltage i afstemningen.

Han mener nemlig, at det er helt andre tiltag, der skal sikre, at kvinder i højere grad er repræsenteret i lokalpolitik.

Er det ikke bedre at gøre lidt end ikke at gøre noget?

»Ikke hvis det fjerner fokus fra det, der er det reelle problem.«

Hvad er det så, der skal flytte den dagsorden?

»Det er en generel tendens, at færre og færre kvinder søger mod partierne, og kønsbalancen bliver mere skæv. Og hvis jeg havde en køreklar løsning på det, så havde vores medlemssituation i Socialdemokratiet set bedre ud.«

Du har ikke en løsning. Hvad gør man så ved det?

»Det er svært. Når man møder op til et møde i den lokale forening og bliver mødt af en parade af midaldrende, lettere overvægtige mænd, som jeg selv, så mangler unge kvinder nogle at spejle sig i i fællesskabet, og så bliver det langt sværere.«

Hvis man så forestiller sig den situation, at man som kvinde bliver mødt af en gruppe mænd, og de samtidig titulerer en som 'mand', har vi så ikke opskriften på katastrofe?

»Om den, der sidder for bordenden er en 'formand' eller 'forperson' ... Helt ærligt, jeg tror ikke, det betyder en hujende fis,« siger overborgmesteren.

Alternativet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Frie Grønne, løsgængeren Kasandra Behrndt-Eriksen og Radikale Venstre stemte for beslutningen om at udfase 'formand' til fordel for 'forperson'.