En ny britisk undersøgelse har overraskende nyt om abekoppevirussen.

Det skriver mediet Reuters.

Den britiske undersøgelse, som er udgivet i det lægevidenskabelige tidsskrift 'Lancet Infectious Diseases Journal', viser at symptomerne på nogle tilfælde af abekopper i Storbritannien har ændret sig.

Studiet har involveret 54 patienter fra sexklinikker i London, hvoraf færre patienter oplevede feber og træthedssymptomer, hvis man sammenligner med tidligere.

Modsat oplevede langt flere patienter hudlæsioner på deres kønsdele og ved endetarmen.

Herudover viser studiet, at de nyeste tilfælde af abekopper hyppigst ses hos mænd, som har sex med andre mænd.

Og det vækker forundring hos forskerne.

Fordi ifølge Reuters er en fjerdedel af patienterne, der har fået abekopper, ligeledes testet positiv for hiv, mens en anden fjerdedel testede positiv for andre sexsygdomme.

Derfor er forskere ved at undersøge, om abekopper smitter gennem sæd.

Resultaterne fra den britiske undersøgelse kommer kort efter, at WHO udtalte, at organisationen var bekymret for de mutationer, der er ved abekoppevirussen.

Uden for Afrika, hvor de fleste tilfælde af abekopper har fundet sted, har der samlet set været over 5.000 tilfælde, hvoraf en enkelt person er død.

I Danmark ligger det senest registrerede antal tilfælde af abekopper på 13.