Lars Nedergaard oplyser, at kommunen er i kontakt med de involverede parter og har igangsat indsatser.

Køge Kommune kender til tre alvorlige episoder på Borup Skole omhandlende syv til ti børn.

Det siger chef for dagtilbud og skoler i Køge Kommune Lars Nedergaard på et pressemøde onsdag aften.

Lars Nedergaard oplyser, at kommunen er i kontakt med de involverede parter.

- Vi har indsatser i gang for de enkelte elever, de enkelte familier og for skolen som helhed, siger han.

Lars Nedergaard ønsker ikke at gå ned i de enkelte sager.

Det er blevet beskrevet af flere medier herunder sn.dk og TV 2, at flere elever i indskolingen på Borup Skole angiveligt har oplevet grænseoverskridende adfærd fra jævnaldrende børn på skolen.

Ifølge de to medier er der både tale om vold og i nogle tilfælde grove seksuelle krænkelser.

Tidligere onsdag inviterede Køge Kommune forældre, der har børn i indskolingen på Borup Skole, til et dialogmøde.

Mødet var lukket for pressen, men efter mødet gav flere forældre udtryk for, at de var frustrerede.

Det handlede blandt andet om, at der ikke kom svar på, hvad der skulle ske med den gruppe børn, der angiveligt har krænket andre børn på skolen.

På pressemødet siger Lars Nedergaard, at han ikke kan svare endegyldigt på, hvad der skal ske med de børn.

- Jeg kan sige, at vi er i dialog med de forældre, der er berørte, og vi kommer til at lave handlinger, der gør, at vi kommer godt videre herfra, siger han.

/ritzau/