Det er vist de færreste, der er i tvivl om, at elpriserne går én vej for tiden – opad.

Det europæiske elmarked er udfordret på flere parametre, herunder krigen i Ukraine, tekniske problemer på udenlandske kraftværker og ikke mindst vejret, der er aldeles varmt og deraf tørt.

Heldigvis ligger vi i Danmark i top, når det kommer til forsyningssikkerhed. Derfor forventer Energistyrelsen heller ikke, at det bliver nødvendigt med strømafbrud.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra styrelsen selv, der dog forbereder sig på alle scenarier.

»Det er dog ikke det samme, som at vi ikke kan opleve udfordringer i elforsyningen. Der er en forhøjet risiko for mangel på strøm, men afbrydelse af strøm til elkunderne er det absolut sidste værktøj, vi anvender,« lyder det fra Martin Hansen, som er vicedirektør i Energistyrelsen.

Skulle Danmark – imod al forventning – ende i en situation, hvor der mangler strøm, kan en løsning være, at de enkelte distributionsselskaber lukker for strømmen i kortere perioder.

Det kunne være et par timer ad gangen i et bestemt område. Altså et såkaldt kontrolleret afbrud.

I dag oplever elforbrugerne i Danmark i gennemsnit 20 afbrudsminutter i løbet af et år.