'Vores børn skal aldrig opleve at blive hentet senere end klokken 15. Og indtil videre har vi kunnet holde det.'

Sådan indleder debattør og foredragsholder Jesper Koerstz Jensen et debatindlæg i Information, hvor han argumenterer for, at de fleste ressourcestærke forældre godt kan få mere tid med deres børn, hvis de er klar til at prioritere det.

»For min kæreste og jeg har det været en aha-oplevelse, at det har kunnet lade sig gøre at indrette vores hverdag på en måde, så vi kan have så meget tid med vores børn, og den oplevelse vil jeg gerne give videre,« fortæller Jesper Koerstz Jensen om baggrunden for at skrive sit indlæg, der siden er blevet delt og debatteret flittigt på Facebook.

Jesper Koerstz Jensen argumenterer for, at der i de fleste hjem med to udearbejdende forældre er tre årsager til, at forældrene ikke prioriterer at arbejde mindre, så de kan være mere sammen med deres børn.

»Jeg tror, det handler om, at nogle synes, at fravalgene er for store. For det er selvfølgelig forbundet med fravalg at gå ned i indkomst for at kunne sidde og spille ludo og drikke kakao mandag eftermiddag. Og de tre væsentligste fravalg, tror jeg, handler om bolig, materielle goder og karriereidentitet,« skriver Jesper Koerstz Jensen i sit indlæg.

Han var studerende, da hans kæreste vendte tilbage på arbejde efter at have været på barsel med deres første barn, og de kunne derfor strukturere deres hverdag på en måde, så deres dreng blev hentet tidligt hver dag.

Det gik op for parret, at den tid sammen med deres søn betød rigtigt meget, og da Jesper Koerstz Jensen senere blev fastansat, og de fik et barn mere, blev de enige om, at deres børn skulle fortsætte med at have korte dage i institution.

Derfor arbejder begge forældre i dag deltid, og Jesper Koerstz Jensen fortæller, at han tit får at vide af venner og bekendte, at han er heldig, det kan lade sig gøre, men at det ikke er en mulighed på deres arbejde.

»Så spørger jeg dem altid: 'Men har du spurgt?' Jeg tror, mange ville blive overrasket over, at det måske godt kan lade sig gøre, hvis de gør det klart for deres arbejdsgiver, hvor vigtigt det er for dem.«

I sit debatindlæg undrer han sig over, at der ikke er flere børnefamilier, der vælger en løsning, hvor de arbejder mindre og bruger mere tid med deres børn.

En undren, der er blevet kritiseret af flere af Informations læsere, der pointerer, at det ikke er alle forældre, som har mulighed for at gå ned i tid.

Og det er Jesper Koerstz Jensen helt med på, fortæller han.

»Det er slet ikke mit sigte at slå nogen oven i hovedet, og jeg er ikke ude på at bashe den enlige mor eller far eller dem, der arbejder på skiftehold. Jeg kommer selv fra en baggrund med forældre, der tilhørte arbejderklassen, og som var skilt,« siger han og uddyber:

»Min hensigt er at få de ressourcestærke og privilegerede familier med to indkomster til at tænke over, hvad det egentlig er, der er vigtigt for dem og deres børn.«

For som Jesper Koerstz Jensen afslutningsvis pointerer i sit indlæg, så er det sjældent for børnenes skyld, at vi knokler på arbejdsmarkedet.

»Jeg tror, de fleste børn hjertens gerne ville bytte en bil, en iPad og et værelse for en daglig time mere sammen med mor eller far. Men mor og far har lullet sig ind i en fortælling om, at det desværre ikke er muligt at gå ned i tid eller prioritere anderledes – selv om de rigtig gerne ville.«

Jesper Koerstz Jensen har bloggen dengodeopdragelse.com, hvor du kan læse mere om ham og hans tanker om børneopdragelse.