Så er der godt nyt til tidligere kræftpatienter. Nu kan tilbagevendende kræftsygdom opdages endnu tidligere.

Ny dansk forskning viser, at ved hjælp af blodprøver kan man undersøge de små stykker kræft-DNA, der løber i blodbanen hos patienter, som tidligere har haft kræft.

Det skriver DR.

»Det her ændrer måden, vi ser kræft på. For patienterne kan det betyde, at vi kan lave en mere målrettet og effektiv behandling. Samtidig kan vi spare behandlinger hos nogle patienter, hvor vi på nuværende tidspunkt giver behandling,« siger Kåre Andersson Gotschalck, der er overlæge på kirurgisk afdeling ved regionshospitalet i Horsens og klinisk lektor på Aarhus Universitet.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse så lever knap 351.747 danskere med en kræftdiagnose.

Det gælder både dem, der stadig får behandling, og dem der betragtes som helbredte. Og det er netop dem, der kan få glæde af den nye forskning.

Håbet med den nye forskning er, ifølge Kåre Andersson Gotschalck, at blodprøverne bliver en standardbehandling i sundhedsvæsenet, så man endnu hurtigere kan opdage tilbagefald.

Det ville betyde, at man hurtigere kunne komme i gang med behandling af kræftsygdommen - allerede efter en kræftoperation.