I knap halvandet år har den engelske prins Harry og skuespillerinden Meghan Markle været så forelskede, at briterne nu snakker om et bryllup. Men hvem er den fraskilte, amerikanske kvinde, der har stjålet prinsens hjerte? Og vil de overhovedet kunne få hinanden?

Deres opvækst kunne næppe have været mere forskellige. Han voksede op på et slot, med royalt blod i årerne som barnebarn til dronning Elizabeth, og med nogle forældre som igennem flere år nærmest ikke kunne døje synet af hinanden. Og som kun 12-årig led han den store sorg at miste sin mor, prinsesse Diana.

Hun voksede op i mere beskedent hjem i den sydcaliforniske storby Los Angeles, hvor hendes far arbejdede som lystekniker i filmbranchen, og hvor hendes mor var rejseguide. Forældrene blev skilt, da hun var to år – men forblev gode venner altid, og barndommen var fyldt af kærlighed.

På mange måder er den 36-årige amerikanske skuespillerinde Meghan Markle og den 33-årige engelske prins Harry et umage par. Så umage, at mange skeptikere er tvivl om, hvorvidt det britiske kongehus nogensinde vil acceptere et giftermål. Meghan Markle er nemlig både fraskilt og katolik, og begge dele har tidligere været bandlyst, hvis man skulle giftes ind i den royale, engelske familie.

Men trods de mange forskelligheder har parret alligevel holdt sammen i knap halvandet år. Mandag blev det for alvor synligt for alle, da de kom spankulerende hånd i hånd til en tenniskamp i canadiske Toronto, hvor Meghan Markle bor, når hun filmer tv-serien Suits, hvilket for alvor har sat gang i bryllupsspekulationerne.

Og lykken er stor, fortalte Meghan Markle i et interview med amerikanske Vanity Fair, der udkom tidligere på måneden.

»Vi er to mennesker, som er virkelig glade og forelskede. Vi datede stille omkring et halvt år, før det blev til en nyhed (november 2016, red.),« forklarede hun. Hun fortalte også, hvordan hun er fortsat med passe sit job som skuespiller, og at hun ikke mener, at forholdet til den engelske prins har ændret hendes liv særlig meget.

»Det eneste, der har forandret sig, er folks opfattelse. Intet i mig har forandret sig. Jeg er stadig den samme person som jeg er, og jeg har aldrig defineret mig selv ud fra et forhold.«

Meghan Markle blev født i august 1981 i Californien – af en sort mor og en hvid far.

Allerede i barndommen mærkede Meghan Markle og hendes forældre udfordringer ved at være en familie af blandet etnicitet. Meghan Markle er markant lysere end sin mor, der derfor ofte blev spurgt, om hun var familiens barnepige.

Som syv-årige ønskede lille Meghan sig brændende et sæt dukker. Men dukkerne fandtes kun som en helt hvid familie eller hel sort familie. Juleaften fik den lille Meghan dog et dukkesæt bestående af en sort mor, en hvid far og et barn i hver farve.

»Min far havde skilt pakkerne ad og lavet min familie«, fortalte hun i et interview med damebladet Elle sidste år, hvor hun også fortalte, at hun havde haft det svært med nogle gange ikke helt at vide, hvor hun hørte til.

For eksempel, da hun i syvende klasse blev bedt om at krydse af, om hendes etniske baggrund var: hvid, sort, spansk eller mexicansk. Meghan Markle følte ikke, at hun hørte til nogle af stederne og opgav at sætte et kryds.

»Jeg efterlod min identitet blank – et spørgsmålstegn, fuldstændig ufærdig – meget ligesom jeg følte«, sagde hun til Elle.

Det var en fælles ven, der førte Meghan Markle sammen med prins Harry i London i juli 2016. I begyndelsen forsøgte de to turtelduer at holde deres forhold hemmeligt, men i november blev det offentliggjort, da prins Harry udsendte en pressemeddelelse, hvor han bad medierne og offentligheden om at lade Markle være lidt i fred, da interessen for hende var så stor, at han ikke følte, at han kunne passe på hende.

Siden har parret fortsat deres langdistanceforhold, og skuespillerinden har flere gange været i London, hvor hun angiveligt både har mødt prins Harrys bror, prins William samt dennes kone Hertuginde Kate.

Prins Harry blev i sine yngre år kendt som lidt af en ballademager. Og mange husker nok episoden fra 2005, hvor han klædte sig ud som nazi-generalen ’Rommel’. Episoden fik Harry til at undskylde offentligt.  Siden har han fortalt, at det var følgevirkningerne efter moderens død, der var årsag til hans vilde opførsel. Han var træt af at være kongelige – og ville blot have mulighed for at være sig selv.

Parret virkede tydeligt glade for hinanden, da de kom til Invictus Games i Toronto.
Parret virkede tydeligt glade for hinanden, da de kom til Invictus Games i Toronto. Foto: MARK BLINCH
Vis mere

De seneste år er Prins Harrs popularitet  steget voldsomt, efter han blandt andet har været udsendt med hæren til Afghanistan og efterfølgende har engageret sig i arbejdet med krigsveteraner. Desuden mener mange, at han har arvet sin mors folkelighed og evne til at kunne tale med alle mennesker.

Og netop det kan gøre, at briterne måske får deres store ønske om et nyt royalt bryllup opfyldt.

Er der nogen, der kan få det engelske kongehus til at slække på regler, kunne det nemlig meget vel være prins Harry, mener kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

»Det her kunne være en kærkommen lejlighed for det britiske kongehus til at gøre op med alle de tidligere traditioner. Og specielt fordi Harry jo er søn af Diana kunne det være godt at vise, at han selv kan få lov til at vælge sin ægtefælle uden hensyn til stand og rang og baggrund. Så det kan godt ske, at han kan blive forlovet med hende ( Meghan Markle, red.),« siger han.

Det britiske kongehus har en forhistorie med ulykkelig kærlighed både i form af ægteskabet mellem prins Charles og prinsesse Diana, som prins Charles angiveligt blev nærmest presset ind i – men også i form af den tidligere konge Edward VIII, der i 1936 valgte at abdicere fra den britiske trone, fordi man ikke ville lade ham gifte sig med den fraskilte, amerikanske kvinde, Wallis Simpson.

Lars Hovbakke Sørensen mener, at det vil være et frisk pust for det engelske kongehus, hvis prins Harry får lov til at gifte sig med Meghan Markle.

»Det kunne være fint, hvis de sagde ja, for det er så vigtigt at sende et signal om, at man er moderne. Og så passer det meget godt at have en med en lidt anden profil, end den mere stilrene og lidt kedelige prins William«, siger han.

Meghan Markle attends the Elton John AIDS Foundation's 13th Annual An Enduring Vision Benefit in New York October 28, 2014. REUTERS/Andrew Kelly/File Photo
Meghan Markle attends the Elton John AIDS Foundation's 13th Annual An Enduring Vision Benefit in New York October 28, 2014. REUTERS/Andrew Kelly/File Photo Foto: ANDREW KELLY
Vis mere