»Der er faktisk rigtig mange penge at spare, hvis man vedligeholder sine ting.«

Sådan lyder budskabet i den seneste udgave af B.T.s pengepodcast Spar Kassen, hvor nemme indsatsområder med store økonomiske gevinster peges ud.

Ugens gæster i podcasten, fagekspert ved Videncentret Bolius, Tue Patursson og forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen kommer med nogle oversete områder, hvor vedligeholdelse kan gøre dig rigere.

Tue Patursson, der specialiserer sig i klimaoptimering og byggeteknik, opdagede et område, der haltede på hans eget hus.

Der er nogle såkaldte sternbrædder, som var begyndt at se meget medtagede ud, men i stedet for at skifte om nogle år, har han tænkt sig at male og spare penge.

Et arbejde, der ville koste 15.000 kroner, hvis ikke han vedligeholder, kunne skæres ned til et par bøtter maling til omkring 1.000 kroner.

Det fortæller eksperten, der siger, at det selvfølgelig kan være en sjovere at lave noget fra bunden i stedet for at vedligeholde.

»Det er ikke det sjoveste (at vedligeholde, red.). Det er da sjovere at bygge noget nyt. Bygge et nyt køkken eksempelvis,« siger Tue Patursson.

Hør flere sparetip til påskens gør det selv i podcasten her. 

»Men det bliver altså også fedt at kigge op på de sternbrædder om otte år og tænke, godt jeg ikke skiftede dem, men i stedet bare malede.«

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen kommer i forbindelse med vedligeholdelsesemnet med en opfordring til lytteren.

»Noget af det, vi glemmer at vedligeholde, er vores hårde hvidevarer,« indleder hun.

»Grin af mig, men jeg har lavet en reminder til mig selv hver tredje måned i min kalender, og så bliver opvaskemaskine, vaskemaskine, kaffemaskine, og alt hvor der indgår vand, afkalket.«

Hun forklarer, at man på den måde sørger for, at holde sit forbrug nede, og at maskinerne kan holde de energimærkninger, som de er blevet tildelt.

Et andet eksempel på en opgave med at vedligeholde hårde hvidevarer, som i den grad kan betale sig, er afrimning af fryseren. Der forklarer forburgerøkonomen.

»Det er det værste jeg ved,« siger Ann Lehmann Erichsen og fortsætter:

»Men det er sådan, at har du fem milimeter rim eller is derinde, så bruger fryseren 50 procent mere strøm.«

At Ann Lehmann Erichsen ved, hvad hun taler om, understøttes af, at hun selv har skåret 30 procent af sin elregning.

Hun begyndte at følge alle de elspareråd, der findes derude. En indsats, der kunne læses på elmåleren.

Hun og ægtemanden gik fra at bruge 3500 Kwh i 2021 til i dag at bruge 2400 Kwh for to mennesker i et hus.

»Det er bare fordi, vi tænker os om. Følger nye vaner som for eksempel at fylde opvaskemaskinen helt hver gang.«

Hun sparer desuden også på vandet på flere af sine sparetiltag, og det er der økonomisk fornuft i.

Hvis du vil høre flere sparetips, blandt andet om Tue Patursson, der sparede 14.500 kroner på en terrasseopgave, så lyt med i Spar Kassen-podcasten her: