Kort før formandsvalg sender DF-formand Kristian Thulesen Dahl en kraftig opfordring til Pia Kjærsgaard.

Når der er valgt en ny leder af Dansk Folkeparti på søndag, skal partiets tidligere formænd ikke være en del af den nye ledelse.

Sådan lyder det fra nuværende formand Kristian Thulesen Dahl i et interview med Radio4. Han opfordrer partiets tidligere formand, Pia Kjærsgaard, til at træde et skridt tilbage.

- Jeg mener hverken, at Pia eller jeg længere skal styre partiet. Vi skal lade andre køre butikken videre nu, siger han til Radio4.

Kristian Thulesen Dahl henviser til, at Pia Kjærsgaard i flere interviews har slået fast, at hun peger på Morten Messerschmidt som partiets kommende formand, og at hun er klar til at træde ind i ledelsen, hvis han vinder formandsvalget.

Kristian Thulesen Dahl opfordrer hende til at genoverveje det ønske.

- Jeg tror simpelthen, at det er nødvendigt for, at partiet kan komme godt videre efter søndag, at ikke bare jeg, som jo bliver eksformand, men også Pia som eks-eksformand, er villig til reelt at træde et skridt tilbage og lade det næste geled tage over.

- Hvis vi tror, at vi stadig skal være dem, der i realiteten skal styre partiet, ødelægger vi det for de andre, der skal drive det her gode parti videre, siger han til Radio4.

Kristian Thulesen Dahl mener godt, at han selv og Pia Kjærsgaard kan fortsætte i partiet, hvis de begge retter sig efter, at den nye leder skal sætte kursen. I modsat fald bør man søge væk.

- Hvis man ikke kan fungere under de præmisser, så skal man nok ikke være der, siger han.

Det er knap 1000 delegerede i Dansk Folkeparti, som skal stemme om en ny formand på søndag, når de mødes i Herning.

Foruden Morten Messerschmidt stiller de tidligere folketingsmedlemmer Martin Henriksen og Merete Dea Larsen op.

Tidligere på ugen trak Erik Høgh-Sørensen sig fra formandsvalgkampen.

/ritzau/