Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock blev i alt advaret 14 gange om hans skattepligt til Danmark og hendes uberettigede fradrag

Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock blev flere gange advaret om, at han fejlagtigt var skattepligtig til Danmark, og hun uberettiget havde fået hans fradrag.

Stephen Kinnock modtog i årene 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005 og 2006 i alt syv årsopgørelser fra Skat i Danmark, fordi han var registreret som fuldt skattepligtig til Danmark - og hans ægtefælle, Helle Thorning-Schmidt, modtog i samme periode også syv årsopgørelser, hvoraf det fremgik, at hendes fradrag var væsentligt højere end normalt for en skatteyder.

SKADER DEN NYE SKATTESAG HELLE THORNINGS TROVÆRDIGHED? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN

Parret blev dermed i alt advaret 14 gange om, at noget var helt galt, uden at ægteparret - før i 2007 og 2008 - foretog sig noget.

Og det er ’for så vidt ulovligt’, siger professor i forvaltningsret, Claus Haagen Jensen, fra Copenhagen Business School.

- Hun handlede for så vidt ulovligt, da hun ikke gav oplysninger om de ændrede forhold til Skat og som konsekvens har nydt godt af et fradrag, som hun ikke var berettiget til. Men jeg ved ikke, hvad Skat har vidst, siger Claus Haagen Jensen til B.T.

Meldte flytning

Stephen Kinnock meldte i 1999 flytning fra Danmark til Bruxelles, men i Skats systemer forblev han registreret som fuldt skattepligtig til Danmark. Dermed blev forskellige fradrag, som Kinnock ikke udnyttede, overført til ægtefællen Helle Thorning-Schmidt, der på den måde betalte for lidt i skat. 

Det skal tilføjes, at Skat i sin afgørelse i Stephen Kinnocks skattesag fra 2010 tager ansvaret for, at det uberettigede fradrag fik lov at fortsætte og, at fejlen for årene 2000-2005 endte med at blive forældet, inden det uberettigede fradrag blev konstateret.

- Det er problematisk, at Thorning ikke fik afklaret sin skattemæssige stilling. Konsekvensen er, at Helle Thorning-Schmidt har fået et fradrag, som hun ikke skulle have haft. Hun skulle have henvendt sig til en advokat eller revisor. Nu står hun i et lidt tvivlsomt lys, siger Claus Haagen Jensen.

Har ikke udvist rettidig omhu

Og det er netop de mange advarsler fra Skat, der skulle have fået Thorning eller Kinnock til at reagere, vurderer Claus Haagen Jensen.

- Hun har fået et fradrag, som hun ikke var berettiget til og – som Mærsk siger - hun har ikke udvist rettidig omhu. Havde hun det, så havde hun ikke fået de fradrag, siger Claus Haagen Jensen.

Adjunkt ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, Troels Michael Lilja, siger, at Skat har vurderet sagen og ikke ment, at parret - ved at overhøre advarsel på advarsel - har handlet ’forsætligt’ - med vilje - eller ’groft uagtsomt’.

Men han peger på, at skatteydere på dette tidspunkt, før al skattebehandling foregik på nettet, havde en særlig forpligtigelse, fordi selvangivelserne kom på papir.

- Langt de fleste mennesker kigger ikke deres årsopgørelser igennem, men tidligere havde man pligt til at se sin selvangivelse igennem og sende den ind til Skat, siger Troels Michael Lilja til B.T.

 

LÆS MEGET MERE OM SAGEN I B.T. I DAG

Skader den nye skattesag Helle Thornings troværdighed? Eller har hun ikke gjort noget forkert bevidst?

Deltag i debatten og afstemningerne under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T.

Andre læser også