Det skatteudspil, som regeringen præsenterer tirsdag, indeholder meget store gevinster til de absolut højestlønnede lønmodtagere i Danmark.

Ser man på de 1.000 lønmodtagere, der modtager den højeste løncheck af alle og som i gennemsnit har en løn på 8,3 mio. kr., vil de få en årlig gevinst på næsten 190.000 kr. fra en afskaffelse af loftet over beskæftigelsesfradraget.

Det viser beregninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har udført på baggrund af de elementer fra udspillet, der allerede er sluppet ud. Og derfor tøver analysechef Jonas Schytz Juul fra AE ikke med at betegne den del af udspillet for en topskattelettelse.

»Fjerner regeringen loftet over jobfradraget, så er det målrettet de rigeste i Danmark. Ser man på de allerrigeste, så vil de få knap 190.000 kr. mere om året. Det er voldsomt. Modsat vil personer, der tjener under 28.500 kr. om måneden få nul kr. ud af skattelettelsen,« siger han.

I dag kan fradraget højst være på 36.500 kr, hvilket opnås ved en løn på 342.700 kr. Det skyldes at satsen for beskæftigelsesfradraget er 10,65 pct. Fjerner man loftet, sådan som regeringen ønsker, bliver fradraget mere værd, jo mere man tjener ud over de 342.700 kr.

For en minister med en løn på 1,2 mio. kr. medfører afskaffelsen af loftet en gevinst på 32.000 kr. årligt.

Finansordfører Benny Engelbrecht (S), der er tidligere skatteminister og i dag modtager et almindeligt folketingsvederlag, kalder udspillet for skævt.

»Når vi ved, at det i de kommende år bliver vanskeligt at levere en ordentlig ældrepleje, er det ikke sådan en skattelettelse jeg har brug for,« siger han.

Han afviser ikke, at S måske vil stemme for skattelettelser. Men det bliver ikke efter den fordelingsprofil regeringen lægger frem.

»Hvis der kan findes penge til at lette skatten, skal det være til de lavtlønnede,« siger Benny Engelbrecht.

Problemet er, påpeger Jonas Schytz Juul, at man siden den økonomiske krise har været vidner til, at de allerrigeste er stukket af fra resten.

»Med regeringens forslag har de rigeste endnu engang udsigt til store gaver. Det her er de facto en topskattelettelse,« siger han.

Regeringen besluttede mandag at rykke lanceringen af skatteudspillet to dage frem. Det var ellers planen at præsentere finansloven tirsdag, et erhvervsudspil onsdag og slutte tre-trinsraketten af torsdag med skatteudspillet.

Men da flere medier, blandt andet BT, i den forløbne uge har kunne afsløre dele af indholdet, frygtede man at fremlæggelsen af finansloven ville drukne i en byge af spørgsmål om skat.

»Det er noget rod altsammen,« siger DF's finansordfører Renè Christensen. Han er irriteret over de ændrede planer. Medlemmerne af Folketingets Finansudvalg får ikke som planlagt et eksemplar af finansloven mandag aften, men først onsdag aften. Dermed er udvalget sat under et stort tidspres. Den tekniske gennemgang at de mange tusinde sider plejer at tage en hel dag. Det skal nu klares på under to timer torsdag morgen, inden regeringen officielt præsentere finanslovsudspillet kl. 11.