Det bliver en ferie, de aldrig glemmer.

Men ikke for noget positivt.

22. januar stævnede krydstogtskibet Queen Victoria ud fra Fort Lauderdale. Men det var ikke kun passagerer og besætningsmedlemmer med om bord.

Det var også en sygdom, som indtil videre har ramt 129 passagerer og 25 besætningsmedlemmer. Et tal, der er steget med 15 siden sygdomsudbruddet først blev kendt 1. februar.

Det skriver ABC News.

De ramte oplever ifølge U.S. Centers for Disease Control and Prevention symptomer som opkast og diarré.

Det er endnu ikke opklaret, hvad der er årsagen til sygdomsudbruddet.

Cunard, som er rederiet bag skibet, fortæller, at de vil øge rengørings- og desinfektionsprocedurerne, isolere de syge og informere nuværende samt kommende passagerer og besætningsmedlemmer om situatioen.

Til mediet fortæller de videre, at tiltagene har været effektive i forhold til at få inddæmmet sygdommen.

Indtil videre har skibet haft et stop i Francisco, og efter planen skal det lægge til kaj i Honolulu 12. februar.

Alt i alt er der 1824 passagerer og 967 besætningsmedlemmer om bord, så det er 'kun' lidt over fem procent af de ombordværende, som er blevet ramt af sygdommen.