Statsministeriet har handlet "meget kritisabelt i forløbet" i Minksagen.

Det står der ifølge flere medier i Minkkommissionens beretning, som er afleveret til Folketingets Granskningsudvalg torsdag.

Kommissionen skriver i sin beretning blandt andet, at Statsministeriet "indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces", som førte til et pressemøde 4. november 2020, hvor regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen udtalte, at alle landets mink skulle aflives.

- Samlet er det kommissionens vurdering, at Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020, står der ifølge Jyllands-Posten og andre medier.

Selv om Statsministeriet får hård kritik, får Fødevareministeriet endnu hårdere kritik i beretningen. Formelt hørte mink under Fødevareministeriet.

Også Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, får heftig kritik for sin ageren i sagen.

Kommissionen konkluderer ifølge flere medier, herunder Politikens oplysninger, at Bertelsen har begået "tjenesteforseelse af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar".

TV 2 skriver, at Bertelsen kan drages til ansvar "i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf".

Det var Bertelsen, der tog initiativ til, at der skulle være et møde i regeringens koordinationsudvalg 3. november 2020. Dagen efter meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et virtuelt pressemøde, at alle mink skulle slås ned, også avlsdyrene.

De mange millioner mink skulle aflives af frygt for, at coronasmitten i mink kunne mutere og have negativ effekt på vaccinerne.