Skatteminister Jeppe Bruus understreger nu, at der arbejdes på en løsning i en af de mest kulørte dele af den omfattende skandale om danskernes ejendomsvurderinger. 

Nemlig den om, at flere boligejere også opkræves grundskyld for deres naboers ejendomme. 

Men han kan stadig ikke komme med håndfaste garantier på, at de ramte borgere får det offentliges hjælp til at komme ud af suppedasen.

Skatteministeren var indkaldt til samråd torsdag, hvor han skulle redegøre for, hvordan han som minister vil håndtere, at borgere som Gitta Ravn ikke alene er blevet opkrævet sin egen grundskyld for sin bolig på Guldrankevej i Odense, men også grundskyld for 13 omkringliggende husejere.

»Vi arbejder på en løsning på problemet,« forklarede skatteministeren, som altså fortsat ikke vil komme med en konkret garanti til borgere som Gitta Ravn om, at de kan slippe for den regning, som de har fået. 

»Jeg er bange for at være for direkte, hvis jeg går ud og lover, at vi lovgiver med tilbagevirkende kraft. Jeg er nødt til at afdække, hvad konsekvenserne er ved sådan en beslutning,« sagde Jeppe Bruus.

Ministeren erkendte dog også, at situationen var »tragikomisk«.

»Jeg vil gerne sige meget klart, at man selvfølgelig ikke skal betale en skatteregning for et hus, som man aldrig har ejet eller boet i. Derfor skal loven også laves om,« sagde Jeppe Bruus, som blev spurgt til, om borgerne, der var kommet i knibe ville få hjælp. 

»Det kommer vi til at se på i forligskredsen. Vi arbejder på en løsning,« sagde ministeren. 

De berørte borgere er kommet i klemme på grund af en uhensigtsmæssig regel, der betyder, at borgere får opkrævet grundskyld efter deres ejendoms såkaldte BFE-nummer, som bliver oprettet, når grunden eller boligen opføres. 

Men hvis grunden så senere udstykkes til rækkehuse – for eksempel af en privat entreprenør – så er der i nogle tilfælde sket det, at et af husene har bevaret BFE-nummeret, så ejendommen beskattes for alle de nye huse også. 

Og reglerne er indrettet således, at ejeren af huset med konkrete BFE-nummer hæfter for grundskylden. Men det skal ændres, mener ministeren.

»Jeg kan godt forstå, at man føler sig urimeligt behandlet. Den lov skal laves om. Punktum,« lød det fra Jeppe Bruus. 

Gitta Ravn havde også fået en noget speciel rådgivning fra Vurderingsstyrelsen, da hun klagede over at skulle betale 13 andre grundejeres grundskyld. Her fik hun at vide, at hun jo kunne gå rundt og samle ind ved dørene. 

»Den rådgivning er uacceptabel. Det vil jeg gerne sige helt klart. Jeg kan godt forstå, at man føler sig urimeligt behandlet,« sagde Jeppe Bruus.