Desperationen stiger blandt de 27 migranter, som nu på anden måned befinder sig på dækket ombord på det store danske tankskib ‘Maersk Etienne’ i Middelhavet ud for Maltas kyst.

Det samme gør frustrationen blandt besætningen og i ledelsen af det verdensomspændende danske rederi, som uforvarende er kommet i en alvorlig klemme i et storpolitisk spil.

Dét på trods af, at ‘Maersk Etienne’s officerer har optrådt forbilledligt ved prompte at træde til med assistance, da den maltesiske kystredningstjeneste 4. august bad om hjælp til at redde de afrikanske migranter, som var nødstedt i en lille overfyldt motorbåd, der var ved at synke.

Men siden da har ‘Maersk Etienne’ været tvunget til at ligge bomstille i Middelhavet og været forhindret i at sejle videre, fordi myndighederne på Malta frasiger sig sit ansvar og påpeger, at skibet sejler under dansk flag. Og at Malta derfor - efter egen opfattelse - ikke har pligt til at modtage migranterne.

Den 4. august bad et maltesisk redningscenter Mærsk-skibet Maersk Etienne om at sejle hen til 27 migranter, som var om bord på en lille motorbåd – den båd, man kan se på dette billede. Dagen efter reddede Maersk Etienne de 27 migranter op fra båden – heriblandt et barn og en gravid kvinde.
Den 4. august bad et maltesisk redningscenter Mærsk-skibet Maersk Etienne om at sejle hen til 27 migranter, som var om bord på en lille motorbåd – den båd, man kan se på dette billede. Dagen efter reddede Maersk Etienne de 27 migranter op fra båden – heriblandt et barn og en gravid kvinde. Foto: Handout .
Vis mere

Heller ikke Tunesien, hvis farvand båden var drevet ind i, da redningsaktionen foregik, vil modtage dem, da migranterne blev samlet op i maltesisk havredningszone.

Den danske regering vil heller ikke tage ansvaret for de 27, hvoraf der blandt andet er en gravid kvinde og flere børn.

For hvis Danmark tager imod dem, risikerer det at åbne en ladeport for mulige andre migranter.

Kaare Dybvad, som er fungerende udlændinge- og integrationsminister, har i et stykke tid ligget i forhandlinger med Tunesien om at lade flygtningene komme i land her. Uden resultat.

'Manglen på svar fra de relevante myndigheder på at finde en hurtig og sikker afstigning af de 27 mennesker, vi reddede, er bekymrende. Folket, besætningen og fartøjet er lammede. Vi har brug for handling,' skriver Christian M. Ingerslev, der er administrerende direktør for Maersk Tankers, på LinkedIn.
'Manglen på svar fra de relevante myndigheder på at finde en hurtig og sikker afstigning af de 27 mennesker, vi reddede, er bekymrende. Folket, besætningen og fartøjet er lammede. Vi har brug for handling,' skriver Christian M. Ingerslev, der er administrerende direktør for Maersk Tankers, på LinkedIn. Foto: THOMAS LOHNES
Vis mere

Og imens går tiden, samtidig med at desperationen bare vokser både hos de 27 migranter på dækket af 'Maersk Etienne' og den 21 mand store besætning, som indtil videre er sat skakmat.

Thomas Gammeltoft-Hansen, professor med særlige opgaver indenfor flygtninge- og migrationsret ved Juridisk Institut på Københavns Universitet, mener, at det i den konkrete situation er oplagt at lade EU være en del af løsningen.

Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har da også onsdag diskuteret den aktuelle migrantkrise med den danske statsminister Mette Frederiksen (S).

»EU har ikke det juridiske ansvar, men EU har en rolle, og det er oplagt at mobilisere EU, for det her er jo heller ikke noget enkeltstående tilfælde. Danmark har som flagstat også et ansvar for at samarbejde om at finde en løsning. Men ikke et juridisk ansvar for at tage imod migranterne,« siger Thomas Gammeltoft-Hansen til B.T.

Migranterne har siden 5. august levet på skibet under, hvad Robert Mærsk Uggla, administrerende direktør for A.P. Møller Holding og barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, beskriver som »uacceptable leveforhold«. 
Migranterne har siden 5. august levet på skibet under, hvad Robert Mærsk Uggla, administrerende direktør for A.P. Møller Holding og barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, beskriver som »uacceptable leveforhold«.  Foto: THOMAS LOHNES
Vis mere

Han forklarer, at Mærsk-besætningen har gjort alt, hvad de skal i forhold til forpligtelsen til at redde nødstedte på havet. Hvilket man ikke kan sige, alle nationer som udgangspunkt overholder.

»Det ligger på rygmarven af alle danske sømænd, at det er en helt grundlæggende forpligtelse at redde mennesker i havsnød. Men det er samtidig forudsætningen, at man som rederi ikke kommer til bagefter at stå alene med ansvaret. På det punkt er situationen i øjeblikket fuldstændig uholdbar,« siger professoren.

Situationen eskalerede yderligere i weekenden, da tre desperate migranter søndag sprang de 20 meter ned i havet fra rælingen af ‘Maersk Etienne’.

Alle tre fik kort efter endnu en gang reddet livet af besætningen ombord på Mærsk-tankeren.

Billedet her viser migranterne, inden de blev reddet af Maersk Etienne ud for Maltas kyst. Om bord i båden var 27 migranter, heriblandt en gravid kvinde og et barn.
Billedet her viser migranterne, inden de blev reddet af Maersk Etienne ud for Maltas kyst. Om bord i båden var 27 migranter, heriblandt en gravid kvinde og et barn. Foto: Kai von Kotze/Sea Watch
Vis mere

Migranterne har nu opholdt sig på dækket af ‘Maersk Etienne’ i over fem uger.

Maersk Tankers beder fortsat om, at den danske regering finder en løsning på hårdknuden, der lige nu synes meget langt fra at være løst op i Middelhavet:

»Vi fortsætter med at bede om hurtig humanitær hjælp til de 27 migranter, der er strandet ombord på Etienne,« hedder det fra rederiet i en skriftlig meddelelse.