NBA-holdet Boston Celtics har kurs mod næste runde af slutspillet efter tredje sejr over Brooklyn Nets.

Det stjernespækkede NBA-hold Brooklyn Nets var før sæsonen regnet blandt favoritterne til mesterskabet i basketball-ligaen, men meget tyder på, at newyorkerne allerede må vinke farvel til slutspillet i første runde.

Natten til søndag dansk tid tabte Nets for tredje gang af tre mulige til Boston Celtics.

Celtics vandt kampen på udebane 109-103 og er nu kun én sejr fra at avancere til næste runde.

Et kig i historiebøgerne bringer heller ikke meget håb til Nets. Det er aldrig lykkedes et hold at vende en slutspilsserie, hvor der er spillet bedst af syv opgør, efter at have været nede med 0-3 i kampe.

Derfor var presset på Brooklyn-holdet med stjernerne Kevin Durant og Kyrie Irving i spidsen stort før den tredje duel mellem de to hold.

Celtics førte det meste af kampen, men mod slutningen af tredje quarter satte hjemmeholdet en god stime sammen og gjorde det helt tæt.

Anført af en Jayson Tatum i hopla udbyggede Celtics dog igen i sidste quarter, og da føringen lød på 15 point, begyndte det at se dystert ud for de sortklædte Nets-spillere, der da heller ikke kom tilbage.

- Det viser, hvor meget vores hold er vokset, siger Jayson Tatum ifølge AFP.

Tatum sluttede som topscorer med 39 point.

- Tidligere i sæsonen smed vi store føringer hele tiden. Det har vi lært af. Man er aldrig perfekt, men det handler om, hvordan man svarer igen. Vi bliver ved med at svare igen, lyder det fra den 24-årige amerikaner.

Andenseedede Celtics er altså på nippet til at eliminere syvendeseedede Nets i Eastern Conference, men trods tilsvarende seedninger ser det anderledes svært ud for Memphis Grizzlies mod Minnesota Timberwolves i Western Conference.

Her udlignede Timberwolves natten til søndag til 2-2 i serien med en sejr på 119-118. Næste kamp spilles natten til onsdag.

/ritzau/