Efter flere år i europæisk eksil har danske metalbands også fået vind i ryggen i Danmark. Volbeat topper hitlisterne, og selv MTV satser på dansk metal.

Nul spilletid i tv og radio, nul interesse fra danske pladeselskaber - og ude på landets spillesteder var det kun den allermest hardcore flok, der mødte op for at svinge de lange, sorte lokker.Jacob Bredahl, forsanger i det danske metalband Hatesphere, husker tydeligt de første år i bandets karriere:

- Folk var generelt for det meste pisseligeglade med vores musik i Danmark. Der var ikke så meget at gøre, siger Jacob Bredahl til Urban.

Sammen med andre danske metalbands som Mnemic, Mercenary og Raunchy søgte Hatesphere derfor ud i Europa for at fange anerkendelse, publikum og pladekontrakter. Med efterfølgende stor succes, en voksende fanbase og store udenlandske metalselskaber, der står i kø for at sikre sig underskrifter fra de danske bands.

Og nu ser udlandets begejstring endelig ud til at smitte af på den metalinteresse i Danmark. Der er stigende fokus på de bands, der klarer sig godt i udlandet, og senest er metalrockerne Volbeat ud af ingenting gået nummer et på den danske albumhitliste og har scoret et radio- og videohit med førstesinglen 'The Garden's Tale'.

Hatespheres Jacob Bredahl mærker kovendingen - både fra publikum og medier.

- Det er så typisk dansk. Vi vil eller tør først røre ved det, når andre har sagt god for det. Desuden har medier og pladeselskaber endelig fundet ud af, metalfans er ekstremt trofaste. De køber hele album og støtter op om deres favoritbands. Samtidig er der kommet en hel ny generation af unge, der vil have noget hård musik, noget fed tråd. Det ser vi tydeligt til koncerterne, der kommer rigtig mange helt unge, hvor forældrene venter ude i bilerne under koncerten, siger Jakob Bredahl til Urban.

Bortset fra det nyligt genopstandne danske metal-pladeselskab Mighty Music står Target Distribution stadig ret alene på det danske marked for metaludgivelser.

Label- og promotion-manager for Target, Thomas Grønkjær siger:

- Dansk metal er blevet en værdi, et varemærke i sig selv, ude i Europa. Ethvert stort metalselskab med respekt for sig selv skal nu have et dansk band. Samtidig har nogle af de store danske pladeselskaber sikkert tænkt: ‘Hold da kæft, vi sov i timen', da Volbeat gik nummer et på hitlisten, forklarer Thomas Grønkjær.

- Volbeat har desuden åbnet døren for mange lyttere til metalgenren og mere hårdtslående navne som Hatesphere, Mercenary og Mnemic. De vinder unge fans, der måske længe har søgt noget med mere kant, end det der bliver spillet i radioen, og aktiveret den lidt ældre gruppe, der købte seneste Metallica-album, men så er gået lidt i stå og måske har fået et par børn i mellemtiden, siger Thomas Grønkjær, der forudser, at de større pladeselskaber allerede er i gang med at lede efter det næste Volbeat, det næste store, brede danske metalnavn.

Den jagt deltager den danske afdeling af MTV gerne i. Musikkanalen har netop gravet metalprogrammet ‘Headbangers Ball' op fra de døde. Nu med dansk vært og masser af dansk metal. Kanalchef Kenneth Kristensen understreger, at metalsatsningen er sket uden de store markedsanalyser.

- Det bygger på vores mavefornemmelse. Der sker enormt meget spændende på den danske hardcore-scene lige nu, den har lige pludselig fået et pusterum, et åndehul.

Den hårde musik er på vej frem, og vi vil give et vindue til de danske metalbands, der ellers er blevet ignoreret på det groveste i flere år, siger kanalchefen.

MTV Danmark har desuden arrangeret ‘Headbangers Ball' koncert med fire metalbands i et totalt udsolgt Store Vega, og musikkanalen går med planer om at lave en større metalturné rundt i landet til efteråret. Det skriver Urban torsdag.