Amerikansk kritik af human forsøg med sprøjtemidler preller af på Cheminova. Virksomheden mener, at forsøgene er nødvendige og fuldt lovlige.

Den danske kemivirksomhed Cheminova er i USA under beskydning for i forsøg at have afprøvet sprøjtemidler mod insekter på mennesker.

Amerikanske politikere og organisationer anklager Cheminova og andre virksomheder, der laver sprøjtemidler, for med i alt 22 forskellige forsøg at have handlet uetisk. De beskyldes også for at have brudt Nürnberg-konventionen, der blev lavet efter anden verdenskrig for at forhindre, at læger eksperimenter med mennesker.

Ifølge en rapport til den amerikanske kongres lavede Cheminova et forsøg i Skotland i år 2000 og igen sidste år. I de to forsøg er mindst 40 personer sammenlagt blevet bedt om at spise pesticider, der er et pænere ord for insektgifte. Det drejer sig om de to stoffer Malathion og Dimethoat, som bl.a. bruges til dræbe moskitomyg og

bomuldsbiller.

Forsøg med mennesker er lovlige, hvis de lever op til Helsinki-deklarationen. Men forsøgene levede ifølge de amerikanske kritikere ikke op til basale sikkerhedsbestemmelser.

Cheminovas informationschef Kurt Aabo afviser kritikken.

- Vi har ingen videnskabelige betænkeligheder ved forsøgene. De er lavet på anerkendte laboratorier, og er nødvendige for at skaffe præcis viden om grænseværdier. De foregår uden helbredsrisiko med meget lave doser og følger en række regler om sikring og informering af af testpersonerne, siger han.

/ritzau/