Afvist!

Spencer Elden, der i 1991 prydede coveret på det ikoniske album 'Nevermind', har mandag fået afslag på det søgsmål, han i efteråret rettede mod folkene bag det tidligere rockband Nirvana.

Den i dag 30-årige Spencer Elden var kun fire måneder gammel, da han blev hyret som nøgen baby-model, og i hans søgsmål anklager han blandt andet Nirvana-folkene for at produceret 'kommerciel børnepornografi'.

Spencer Elden mener desuden, at han på grund af albumcoveret, siden da har skulle kæmpe med fysiske og psykiske skader, men en dommer i Californien har altså mandag fældet dom - og afvist sagen, skriver Variety.

Nirvana-albummet 'Nevermind' fra 1991.
Nirvana-albummet 'Nevermind' fra 1991. Foto: Albumcover
Vis mere

De anklagede parter, herunder tidligere Nirvana-bandmedlemmer Dave Grohl og Krist Novoselic samt tidligere forsanger Kurt Cobains enke Courtney Love, havde forinden afvist alle anklager.

De slog tilbage på, at Spencer Elden på den anden side skulle have udnyttet sin status som den verdensberømte 'Nirvana-baby' - og derudover tilføjet, at sagen er forældet.

I 2016 i forbindelse med 'Nevermind'-albummets 25-års-jubilæum sagde Spencer Elden blandt andet ja til at lave en ny udgave af cover-billedet til The New York Post.

»Det er fedt, men også mærkeligt at være en del af noget så vigtigt, som jeg ikke kan huske,« lød det dengang fra Spencer Elden, der endda var villig til at lade sig fotografere nøgen for at genskabe albumcoveret præcis, som det var.

Dommeren i Californien, der afviste Spencer Eldens sag, begrundede det med, at han havde overskredet fristen for at komme med sine indsigelser, efter at Nirvana-folkene havde bedt om at få sagen afvist.

Spencer Elden, der i 1991 angiveligt skulle have fået cirka 1.600 kroner for model-arbejdet, har nu fået en ny frist for at komme med en klage mod afgørelsen.

Hvis han ikke melder tilbage inden 13. januar, betragter dommeren sagen som afsluttet.

Spencer Elden havde i første omgang krævet at få mindst 150.000 dollars - knap en million kroner - i erstatning.