Da Michelle Gatting stak foden i sin racersko, mærkede hun noget papir i den.

Det var en lille seddel med en håndskreven besked, som danskerens franske kæreste, racerstjernen Jules Gounon, havde skrevet.

Senere fandt den danske racerkører yderligere to beskeder, og det var dem, hun tænkte på, da hun lørdag aften vandt karrierens største sejr.

»Jeg har tvivlet meget på mig selv i år, men Jules er den sidste, der tvivler på mig,« fortæller Michelle Gatting til B.T. efter sejren, der tilmed var historisk.

Tre små sedler bar Michelle Gatting på vej mod den historiske sejr.
Tre små sedler bar Michelle Gatting på vej mod den historiske sejr. Foto: Privatfoto
Vis mere

Det var før første træning torsdag, at danskeren fandt de små sedler med opmuntrende beskeder, som hun efterfølgende placerede på hylden ved siden af sin hjelm.

Så kunne hun læse dem, hver gang hun tog hjelmen på for at sætte sig i raceren.

»Det er små søde gestusser, som er enormt vigtige for mig, og som jeg kigger meget på, inden jeg kører,« fortæller Gatting.

'Der er altid en regnbue efter stormen. Giv aldrig op. Giv alt!' havde Jules Gounon skrevet på én af dem.

»Det var især den, der var vigtig for mig. Det har været en svær sæson at komme igennem. Le Mans tog hårdt på mig, fordi jeg følte, at jeg ikke præsterede godt nok,« siger Gatting, der tidligere har fortalt B.T. om sin franske kæreste.

Men i 8-timersløbet i Bahrain, der var årets sidste løb i VM-serien for sportsvogne, WEC, præsterede danskeren det bedste, hun nogensinde har gjort.

»Jeg vidste, Jules så med. Jeg talte positivt til mig selv. At jeg er pissegod til det her. Jeg har aldrig været så god, som i det her løb. Det var et enormt pres at være den, der skulle sørge for sejren,« fortæller Gatting, der havde en jagtende konkurrent i hælene i løbets afgørende fase.

»Enhver god atlet kunne knække under det pres. For tre måneder siden var jeg nok knækket, fordi jeg mentalt ikke var et godt sted. Men jeg har arbejdet meget med en mentalcoach siden.«

Michelle Gatting (th.) skrev historie med Iron Dames i WEC.
Michelle Gatting (th.) skrev historie med Iron Dames i WEC. Foto: Iron Dames
Vis mere

Sammen med holdkammeraterne Rahel Frey og Sarah Bovy skrev Gatting historie som den første rent kvindelige kørerbesætning til at vinde i VM-serien.

»Det giver mig et boost, jeg har manglet. Hvis jeg kan fortsætte på det her niveau, lægger folk mærke til mig. Du bliver ikke anerkendt af at være god én gang. Så ville det være pissenemt. Det skal fortsætte,« siger den danske racerstjerne.

Gatting fortsætter efter planen med sin belgiske og schweiziske holdkammerater hos Iron Dames i 2024, selvom én ting bliver anderledes.

Alle sportsvognskørere i verden er kategoriseret som enten platin-, guld-, sølv- eller bronzekørere, hvor førstnævnte er bilfabrikkernes stjernekørere og sidstnævnte er amatører.

Gatting skifter næste år fra sølv til guld.

»Det skræmmer mig en smule, fordi niveauet bliver højere. Det er ekstremt højt, men jeg vil måles mod de bedste, og det er den eneste måde at blive det på. Det passer mig ganske udmærket,« understreger Gatting.