Det er planen, at de sigtede i terrorsagen i næste uge skal forbi Retten på Frederiksberg, når der er såkaldt fristforlængelse, hvor en dommer skal beslutte, om de fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

For en 20-årige kvinde, som er en af de sigtede, har det hele tiden været planen, at hun skulle i retten 9. januar. Dog var det oprindeligt en helt anden sag, hun skulle møde i. En sag, hvor hun er tiltalt for bedrageri. 

Det skriver FrederiksbergLIV, der har fået aktindsigt i anklageskriftet.

Heri lyder det, at den 20-årige blandt andet er tiltalt for i perioden mellem 2019 og 2022 at have snydt fem personer ved at modtage penge for varer, som ofrene aldrig fik.

Svindlen skal have kostet dem i alt 2473 kroner.

Ifølge FrederiksbergLIV har anklagemyndigheden ved Københavns Politi valgt at trække sagen for nuværende.

Ifølge B.T.s oplysninger, at sagen stadig at finde på rettens lister over planlagte retssager 9. januar, hvor det fremgår, at der er afsat tre timer til den. Til B.T. bekræfter hendes forsvarer Søren Eriksen dog, at sagen er blevet trukket.

Nogen egentlig begrundelse for, at sagen nu er trukket, udebliver i skrivende stund, men til lokalmediet fortæller anklagemyndigheden, at tiltalen mod den 20-årige kvinde ikke er frafaldet.

Søren Eriksen oplyser videre til B.T., at hun nægter sig skyldig.

Hvordan hun forholder sig til den terrorsigtelse, der blev rejst mod hende i december, er anderledes uklart.

På baggrund af politiets ønske om at holde sagens detaljer hemmelige for offentligheden er de foreløbige retsmøder nemlig foregået bag det, der kaldes dobbeltlukkede døre. 

Det betyder, at offentligheden end ikke har fået indblik i, hvad den 20-årige og de øvrige seks mistænkte er sigtet for.

Det vides blot, at de er mistænkt for planlægning af terror, og at politiet har slået til mod dem i et tidligt stadie.

Det skete 14. december, da tre af de syv sigtede blev anholdt i en koordineret aktion på tværs af politikredse.

Foruden anholdelserne blev der også foretaget en lang række ransagninger på adresser flere steder i Danmark. 

Da de tre anholdte – en ung kvinde, en ung mand og en midaldrende mand – senere samme dag blev fremstillet i grundlovsforhør, kom det frem, at der yderligere var fire mistænkte. 

Heriblandt den 20-årige kvinde, der sammen med de andre på fri fod blev varetægtsfængslet in absentia. Altså uden at være der.

Københavns Politi og PET holdt 14. december 2023 pressemøde om terrorsagen.
Københavns Politi og PET holdt 14. december 2023 pressemøde om terrorsagen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Under en uge senere – 20. december – mødte hun så op i retten efter at være blevet anholdt i Københavns Lufthavn, hvor hun aftenen forinden landede efter en udlandsrejse.

Det var tydeligt for enhver, at den unge kvinde var meget påvirket af sagen. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens hendes forsvarer protesterede mod anklagemyndighedens anmodning om dobbeltlukkede døre. 

Protest til trods var der intet at gøre.

Dommeren valgte at tilgodese ønsket, og dermed vides det ikke, hvordan den 20-årige forholder sig til sigtelsen.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle hende frem til 9. januar, hvor hun sammen med de andre fængslede på ny skal i retten.

Tre mænd er fortsat på fri fod. Heriblandt en et medlem af Loyal to Familia, som er også er eftersøgt for dobbeltdrab i Kalundborg.

Ifølge B.T.s oplysninger opholder han og en af de andre terrorsigtede sig i Libanon.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.