En af de personer, der er blevet varetægtsfængslet in absentia i terrorsagen vil onsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Det erfarer B.T. 

Ifølge B.T.s oplysninger er der tale om en ung kvinde, der er blevet anholdt tirsdag aften. 

Samme erfaring gjorde TV 2 og DR sig tirsdag aften, da man kunne beskrive, at kvinden var på vej hjem fra en charterferie, hvilket var årsagen til, at hun ikke var til stede under grundlovsforhøret torsdag. 

Københavns Politi oplyser onsdag morgen på det sociale medie X, at de skred til anholdelse tirsdag aften, og at kvinden vil blive fremstillet i grundlovsforhør klokken 14.00. Her vil anklagemyndigheden begære om dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at offentligheden – herunder den fremmødte presse – end ikke måtte få indblik i, hvorfor politiet ønsker at holde sigtelsen og andre detaljer for sig selv.

Det er fjerde gang, at dansk politi skrider til anholdelse i sagen, som handler om forberedelse af terror.

Tidligt om morgenen torsdag i sidste uge blev en 19-årig kvinde, en midaldrende mand og en 29-årig mand anholdt på forskellige adresser runt omkring i Danmark.

I alt fem politikredse var med i den koordinerede antiterroraktion, der også involverede en lang række ransagninger.

Fundene, der må være gjort under ransagningerne, baggrunden for mistanken mod de sigtede og målet for et eventuelt terrorangreb, er alle oplysninger, som politiet i høj grad holder for sig selv.

Da de to mænd og den unge kvinde sent torsdag aften blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, foregik det bag dobbeltlukkede døre.

Årsagen skal blandt andet findes i, at politiet mener, der er medgerningsmænd på fri fod. For foruden de tre anholdte og deres forsvarere dukkede yderligere fire forsvarsadvokater op til retsmødet i sidste uge.

De repræsenterede hver især en sigtet i sagen. Heriblandt den unge kvinde, der tirsdag i denne uge blev anholdt.

Hun og de andre blev varetægtsfængslet in absentia – altså uden at være til stede.

Samtidig blev det af dommeren besluttet, at den 19-årige kvinde og den midaldrende mand skulle varetægtsfængsles, mens man altså ikke fandt, at der var begrundet mistanke mod den 29-årige mand, som blev løsladt. 

Den beslutning har anklagemyndigheden dog siden kæret, og det er derfor op til Østre Landsret at se på sagen og vurdere, om man er enig med byrettens kendelse.

Alt imens fortsætter politiets efterforskning og eftersøgning af de tre resterende mistænkte. Der er tale om tre mænd, der alle på hver sin måde har relation til bandemiljøet.

En af dem, en LTF'er, var på forhånd efterlyst internationalt, da han mistænkes at have spillet en rolle i dobbeltdrabet i Kalundborg.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.