»Det kommer alt for tæt på nu.«
Sådan fortæller en nabo til den nu terrorfængslede 19-årige kvinde.
Sammen med en mand i 60'erne, der ifølge B.T.s oplysninger er velkendt i det københavnske indvandrermiljø, og en 29-årig mand, er de alle tre mistænkt for at være en del af et netværk i færd med at planlægge et terrorangreb.
Et vidne fortæller til B.T., at mindst 10 betjente tidligt torsdag morgen var til stede på en adresse i det vestlige Aarhus, hvor den 19-årige kvinde blev anholdt.
Et andet vidne fortæller, at hun vågnede af lyden af stemmer og bankelyde, men ikke studsede videre over det, før hun så politiet og læste nyhederne.
Flere naboer beskriver de pågældende boligblokke og dem der bor i blokkene som ganske rolige, og derfor er det også utrygt at vide, at politiet var på adressen i forbindelse med mistanke om terrorforberedelser.
»Det er virkelig skræmmende,« fortæller en nabo.
En anden fortæller, at han har boet i området i mange år, og at området har forandret sig en del, hvor der oftere og oftere sker kriminelle sager.
»Men det er alligevel kommet tættere på nu end forventet,« fortæller vidnet.
Det var tidligt torsdag morgen, at politiet sammen med PET slog til i en stor koordineret antiterroraktion flere steder i landet, hvor de tre personer blev anholdt.
Både den 19-årige kvinde og midaldrende mand blev efter det seks timer lange grundlovsforhør varetægtsfængslet frem til 9. januar, mens den 29-årige blev løsladt. Løsladelsen er nu kæret til landsretten.
Ydermere er fire personer fængslet in absentia.
Da retsmødet foregik for dobbeltlukkede døre, er det endnu uvist, hvad politiet mistænker de syv sigtede personer for.
Men på et pressemøde torsdag eftermiddag fortalte operativ chef i PET, Flemming Drejer, at der er tale om et netværk af folk, der har været i gang med at forberede en terrorhandling, og at anholdelserne er sket på baggrund af intensiv efterforskning.
Sagen trækker ifølge Flemming Drejer både tråde til udlandet og bandemiljøet. Mere konkret den forbudte bande Loyal to Familia – også kaldet LTF.
PET har i forlængelse af sagen ikke valgt at hæve trusselniveauet i Danmark. Derfor ligger det fortsat på fire på en skala ud af fem.
Men politiet i hovedstaden har i forbindelse med sagen øget tilstedeværelsen i det offentlige rum, hvor der særligt er fokus på jødiske lokaliteter.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.