Blandt de syv personer, der er mistænkt for at have forberedt et terrorangreb i Danmark, er en jaget LTF'er.
En mand, der siden februar 2022 har været internationalt efterlyst for det brutale dobbeltdrab i Kalundborg i november 2020. En sag, hvor syv personer med tilknytning til den forbudte bande Loyal to Familia allerede er idømt livstidsdomme.
B.T. erfarer, at der er tale om en 27-årig LTF'er, som under sin flugt fra Danmark på et tidspunkt har opholdt sig i Libanon.
Dobbeltdrabet i Kalundborg udspillede sig på parkeringspladsen foran supermarkedet Meny. Her blev tre unge mænd lokket i et dødeligt baghold og skudt på klos hold.
I 12 sekunder stod den brutale kugleregn på, hvor to mænd på 21 og 24 år afgik ved døden, mens den tredje 20-årige mand på mirakuløs vis overlevede.
Det skæbnesvangre skyderi blev udløst af en stridighed i bandemiljøet. De tre unge mænd, der var mål for skyderiet, havde tilknytning til bandegrupperingen Sydkystgruppen, der på det tidspunkt lå i en væbnet konflikt med LTF.
Motivet skulle være hævn for, at et LTF-medlem kort inden var blevet kidnappet og mishandlet.
Fem af de nu dømte mænd blev idømt livstid for at have ageret folkene på gulvet, mens de to andre blev dømt for at have planlagt og instrueret det hele.
Alle syv dømte har anket til frifindelse, og landsretten behandler sagen i 2024.
To mistænkte, herunder den omtalte 27-årige i terrorsagen, er stadig efterlyst internationalt.
Den 27-årige mand er blandt de mistænkte i terrorsagen, der torsdag aften blev fremstillet i grundlovsforhør in absentia.
Kun tre af sagens mistænkte var til stede ved grundlovsforhøret, der foregik bag dobbeltlukkede døre.
De tre anholdte var en midaldrende mand, som B.T. tidligere har beskrevet som en kendt figur i det københavnske indvandrermiljø, en ung mand og en yngre kvinde, der nægter sig skyldig.
Hvad hun konkret nægter sig skyldig i, vides ikke. Sigtelsen blev nemlig læst op bag lukkede døre på anmodning fra specialanklager Anders Larsson.
I retten gjorde han det klart, at politiet indtil videre ønsker at holde sagens detaljer hemmelige for offentligheden, da der fortsat er mistænkte medgerningsmænd på fri fod.
Af samme årsag er der mange ubesvarede spørgsmål i sagen. Eksempelvis hvornår terrorangrebet skulle være foregået og hvor.
På et pressemøde torsdag gjorde operativ chef i PET Flemming Drejer det klart, at politiet har slået til i et tidligt stadie i planlægningen.
Antiterroraktionen, som den bliver kaldt, fandt sted som et samarbejde mellem fem forskellige politikredse og udenlandske myndigheder – heriblandt hollandsk politi, der også skred til anholdelse af en person.
En person, der senere torsdag blev løsladt.
At sagen har international karakter, var Flemming Drejer ligeledes klar i mælet om. Han fremhævede desuden, at der er tale om et netværk, der også trækker tråde til dele af det danske bandemiljø.
Mere konkret den forbudte bande Loyal to Familia.
Flere af de sigtede i terrorsagen har ifølge B.T.s oplysninger tilknytning til LTF.
Bliv klogere på dobbeltdrabet i Kalundborg i B.T.s kriminalpodcast her, eller hvor du ellers lytter til podcast:
