Fængsel på livstid.

Sådan lyder dommen fra et enigt nævningeting over Tahir Ali Shan og Mohammed Ali Adnan Seif, der tidligere tirsdag ved Retten i Holbæk blev kendt skyldig i medvirken til dobbeltdrab, drabsforsøg og besiddelse af skydevåben.

Den 34-årige Mohammed Ali Adnan Seif idømmes et forbud i 10 år mod at opholde sig i Kalundborg, områder på Amager, Frederikssund og Helsingør, mens Tahir Ali Shan er blevet dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

Begge mænd ankede til frifindelse på stedet.

Det helt afgørende bevis, der ledte til dommen, var to krypterede skytelefoner. For det var nemlig bag dem, at de to mænd i nøje detaljer havde planlagt og forberedt hævndrabene.

Fem mænd er i forvejen idømt livstid for dobbeltdrabet, der fandt sted foran supermarkedet Meny i Kalundborg 17. november 2020. Den dom er anket og forventes at skulle for landsretten i januar 2024. Tre af mændene var mødt op under skyldkendelsen, men forlod igen retssalen under strafproceduren.

Anklager Anja Lund Liin argumenterede i sin strafprocedure for fængsel på livstid, opholdsforbud og for udvisning for bestandigt af den 31-årige Tahir Ali Shan.

»De tiltalte er fundet skyldig i at have beordret og planlagt to drab og et drabsforsøg som led i en bandekonflikt. Vi har set en videoovervågning fra Menys parkeringsplads. Den viser en ren likvidering. Mere alvorligt kan man næsten ikke dømmes for. Der er kun en straf, der kan komme på tale her og det er fængsel på livstid,« lød det fra anklager Anja Lund Liin.

Det var sparsomt med bemærkninger, de to mænds forsvarsadvokater havde til udmålingen om straf.

»Sådan som skyldkendelsen er faldet ud, har anklageren fuldstændig ret. Det betyder både fængsel i livstid og udvisning for min klient, andet er der ikke at sige til det« lød det kortfattet fra Peter Secher, hvorefter André Rouvillain tilsluttede sig Sechers bemærkninger.

Det var også hurtigt, at pårørende og venner til de nu dømte mænd forlod retten efter domsafsigelsen.

Anklager Anja Lund Liin var derimod yderst tilfreds med dommen.

»Det er ikke hver dag, man får syv gange livstid. Det er yderst sjældent, det sker. Så det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med,« fortæller hun til B.T.