En fuld mands forsøg på at flygte fra politiet i Helsingør sidste weekend kunne være endt helt galt.

Den 53-årige mand var nemlig nær kørt ind i både modkørende biler og cyklister i sit forsøg på at flygte fra politiet natten til lørdag.

Det vurderer Nordsjællands Politi, der nu sigter manden for vandvidskørsel, hvor han bragte sine medtrafikanters liv og førlighed i fare.

Derfor efterlyser politiet vidner, der har set manden i den koksgrå Audi Avant stationcar stikke af på Kongevejen i Helsingør.

»Selv om vi selv bevidnede bilistens kørsel under eftersættelsen, vil vi gerne styrke sagen imod ham, idet der var tale om fuldstændig hensynsløs og uacceptabel kørsel, som forvoldte fare for andres liv og førlighed. Derfor vil vi gerne i kontakt med personer, som var enten vidner til kørslen eller selv var nødt til at undvige for ikke at blive påkørt af bilen,« siger efterforskningsleder, politikommissær Jakob Rahbek i en pressemeddelelse fra Nordsjællands Politi.

Politijagten begyndte klokken 01.25 natten til lørdag 7. december i sydlig retning på Kongevejen og fortsatte gennem Gurre, Nygaard, Skibstrup, Saunte og videre ad Nrd. Strandvej.

Her måtte flere modkørende bilister undvige for ikke at køre frontalt sammen med Audien.

Eftersættelsen sluttede omkring ti minutter senere i krydset ved Kronborgvej og Sct. Anna Gade, da den 53-årige fører kørte galt.

Så du politijagten, vil Nordsjællands Politi gerne høre fra dig på telefon 114.