Lyt til artiklen

Onsdag morgen opstod der tumult foran Tilst Skole, da to fædre til børn på skolen endte i håndgemæng.

Det bekræfter Jakob Christiansen, der er kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi, til B.T.

»Vi får anmeldelsen lidt over klokken 8, hvor to mænd, der lige havde afleveret deres børn – af ukendte årsager – var kommet op at skændes og slås ude foran skolen,« fortæller han.

Da politiet ankom til skolen, var de to mænd dog ikke længere at finde på matriklen.

I stedet måtte man et smut forbi de pågældende mænds bopæl.

Her blev de begge sigtet for forstyrrelse af den offentlige orden.

Ifølge Stiften havde vidner noteret nummerpladerne på de biler, mændene kørte i, hvilket hjalp politiet til at finde frem til dem.

Mediet kan desuden berette, at både elever og lærere så til, mens slagsmålet stod på.