Den 43-årige Michael Thisted Nielsen skal nu bag lås og slå på ubestemt tid. Det har en domsmandsret ved Københavns Byret besluttet fredag eftermiddag.

Da dommen faldt, lød et gisp fra den nu dømte, og han tog sig til hovedet.

Blandt andet begrundede retten forvaringsdommen med, han er til fare for andres liv, og at der vil være høj risiko for ligeartet kriminalitet. Desuden er han blevet idømt besøgsforbud, kontaktforbud og et udrejseforbud i fem år.

Sagen blev med det samme anket af forsvarer Else Præstegaard.

Michael Thisted Nielsen var tiltalt for tilbage i april at have blufærdighedskrænket en 13-årig pige over Snapchat og for dernæst at have voldtaget hende og filmet det.

Den 13-årige var langt fra den eneste forurettede i sagen. Den 43-årige havde nemlig også kontaktet adskillige andre piger under 15 år på sociale medier med henblik på samleje.

Og med en tidligere dom om blufærdighedskrænkelse beskrev anklager det som »et klart mønster i hans handlemåde«. Et mønster, som kræver en forvaringsdom, lød argumentet.

Sagen er en af de første efter den nye voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft 1. marts sidste år. Ifølge den er der altid tale om voldtægt, hvis en 22-årig eller ældre person har samleje med et barn under 15 – også selvom det skulle være foregået frivilligt.

Michael Thisted Nielsen skal betale sagens omkostninger på 96.000 kroner, ligesom han til den 13-årige skal betale 130.000.