Sydjyllands Politi og brandvæsen er fredag aften rykket ud til en brand i Nordby på Fanø.

Det oplyser politikredsen til B.T.

I huset boede en 60-årig mand. Først havde de udfordringer med at komme ind i boligen, da loftet ifølge vagtchefen var styrtet sammen og faldet ned over stedet.

»Huset er svært brandskadet, hvor dele af taget er styrtet sammen,« fortæller Ole Aamann, vagtchef ved Sydjyllands Politi.

Men omkring klokken 20.00 kunne politiet oplyse, at manden var fundet omkommet.

Familien er blevet underrettet.

Hvad der har været årsag til ulykken, kan politiet på nuværende tidspunkt ikke oplyse om.

»Der skal foretages en masse undersøgelser. Så brandårsagen forventer vi først at have i næste uge,« fortæller vagtchefen.

Politiet er fortsat på adressen, hvor de arbejder på stedet. Dog er branden slukket.

De modtog anmeldelsen 16.47.