Efter to års forsinkelse er den nye James Bond-film 'No Time To Die' i kassen og klar til udgivelse i slutningen af måneden.

Det er samtidig femte og sidste film i hovedrollen for 53-årige Daniel Craig, og derfor spekuleres der i, hvem der så skal overtage tjansen som Agent 007.

Nu understreger Daniel Craig dog selv, at han synes, hans arvtager som minimum bør være en hvid mand som ham selv.

»Der burde være bedre roller for kvinder og farvede skuespillere,« siger Daniel Craig i et interview med Radio Times ifølge Daily Mail.

»Hvorfor skulle en kvinde spille James Bond, når der burde være en rolle lige så god som James Bond, men bare for en kvinde?«

Diskussionen om, hvorvidt det var på tide med forandringer i James Bond-filmserien startede med netop 'No Time To Die', hvor den første kvindelige 00-agent – spillet af Lashana Lynch – er blevet introduceret.

Daniel Craig er dog ikke alene om at mene, at den ikoniske James Bond-rolle kun skal spilles af en mand.

Ikke mindst er filmseriens producer Barbara Broccoli af samme overbevisning.

»Vi er nødt til at lave film om kvinder og kvinders historie, men vi er nødt til at skabe kvindelige karakterer og ikke bare for gimmickens skyld lave en mandlig karakter om til en kvinde,« understregede hun i Good Morning Britain tilbage i 2019.

Også Bond-baben fra 'Die Another Day', skuespillerinden Halle Berry, har fremlagt samme pointe.

Hun påpegede, at filmserien er skabt efter Ian Flemmings spionromaner om kvindecharmøren James Bond.

»Serien er gennemsyret af historien, du ved, Ian Flemmings historier. Jeg tror ikke, du kan ændre Bond til en kvinde,« udtalte hun til Entertainment Tonight i 2017.

Blandt de nævnte mulige kandidater på nye James Bonds finder man skuespillere som Idris Elba, Tom Hardy, Tom Hiddleston og Luke Evans.

'No Time To Die' skulle have haft premiere i november 2019, men blev rykket flere gange på grund af coronasituationen. Nu er den endelige udgivelsesdato på denne nummer 25 i filmrækken sat til 30. september.