EM-udsigten var kun hotelværelser, træningshaller og fællesrum. Frisk luft var en gåtur på MCH Arena og besøg i en lukket park. Vejret var gråt, og de måtte ikke se andre end hinanden.

Og landsholdsspillerne lyser da også op i et stort smil her et år efter, da de skal tale om årets VM, imens de står med sol og den lette vind lige i ansigtet.

»Det er fantastisk. Det kan man slet ikke beskrive,« siger Kathrine Heindahl, der sammen med landsholdet i år ikke er »spærret inde« på hotellet.

I stedet må de gerne gå udenfor og nyde Barcelonas solstråler, og tirsdagens pressemøde foregår da også ansigt til ansigt fremfor digitalt, som det var tilfældet ved forrige års EM i Herning.

Louise Burgaard og Kathrine Heindahl under dagens pressemøde i Barcelona, der foregik udenfor, tirdag den 7 december 2021.
Louise Burgaard og Kathrine Heindahl under dagens pressemøde i Barcelona, der foregik udenfor, tirdag den 7 december 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er super varmt i solen og giver så meget energi. Selvom man stadig ligger meget på hotelværelset, giver det så meget, at man trækker gardinet for om morgenen og bare får solen lige i hovedet. Det giver virkelig mange ekstra procenter at kunne gå ud, og også at vi er et sted, hvor vejret er godt,« siger Kathrine Heindahl.

Tiden er dog stadig knap. En del af forklaringen er, at holdet har sene kampe og derfor også sene træninger, hvilket ikke efterlader mange timer til sociale ting. Men de har alligevel været nede for at bade, de går ture, har været på fælles sightseeing, og så har de også et fællesrum, hvor de kan slappe af.

I modsætning til forrige år er det også muligt at ses med familien, og de lidt løsere rammer giver da også rigtig meget mentalt, selvom der selvfølgelig er forholdsregler, da coronapandemien ikke er et afsluttet kapitel.

»Det betyder meget. Nu skal jeg gå en tur med min mor og søster på afstand, men bare det, at jeg kan gå en tur med god samvittighed, så længe jeg holder afstand til dem … at jeg kan få et afbræk fra den boble, et mesterskab altid er, og der er lidt mere af, hvad du selv har lyst til, man kan gå ned i supermarkedet, købe en sodavand ... det giver bare ekstra procenter,« forklarer Kathrine Heindahl.

Cheftræner Jesper Jensen under dagens pressemøde i Barcelona, tirdag den 7 december 2021.
Cheftræner Jesper Jensen under dagens pressemøde i Barcelona, tirdag den 7 december 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun er ikke den eneste, der har eller får familien på besøg i Spanien. Det sker for flere af spillerne, der til kampene må nøjes med at vinke fra banen, da de har en meget stram postmatch-protokol. På hviledagene må de dog gerne se familien, men der er stadig lavet nogle klare regler for, hvordan det i så fald foregår.

»Vi har en intern aftale om, det maksimalt er en gåtur. Man skal holde afstand på minimum halvanden meter, man må ikke gå på café. Hvis man skal have kaffe, er det to-go. Det er mega rart, at der er meget klare retningslinjer at navigere i, men at det faktisk også er muligt at sige hej til dem. Der kommer mange fra nu af og frem, så det er rart, at de også har følelsen af, at de ikke bare vinker til en i hallen,« smiler Kathrine Heindahl.

Landstræner Jesper Jensen kan også mærke, det gør en forskel, at der er lidt mere frihed. Lederne kan løbe en tur, når det lige passer ind, og de skal ikke på samme måde gå rundt som dyr i et bur. Han er heller ikke i tvivl om, at det mentale pusterum er vigtigt for spillerne.

»Det betyder meget. Det er enormt intenst og mange indtryk, der skal konsumeres og sies igennem kroppen, især for dem, der enten er nye eller ikke har prøvet så mange gange. Så kan det være en voldsom omgang at komme til et VM med presset, det er landskampe, millioner af seere, der er mange ting at forholde sig til,« siger Jesper Jensen.

Når det kommer til familiebesøg, stoler han på, at spillerne ved, hvad der er på spil, og der er en fælles tillid til, at alle kan navigere i retningslinjerne.

»De er voksne mennesker, de skal mærke efter, hvad de tror er godt for dem. Gå en tur, to ture, nul ture. På hviledage kan de tage en to-go-kaffe med familien og gå en tur på stranden. Vi er internt blevet enige om, at vi ikke krammer, og vi er ikke alt for tæt, men man må gerne gå en tur med familien,« slår landstræneren fast.

Landsholdet er videre til mellemrunden ved VM i Spanien, og det er de med alle fire point. Her møder de Ungarn, Tjekkiet og Tyskland.

Den første kamp i mellemrunden bliver spillet onsdag aften klokken 20.30.