Det handler for tiden om meget andet end racerløb på Formel 1-holdet Red Bull.

For selvom Max Verstappen har ryddet bordet i sæsonens to første løb i Bahrain og Saudi-Arabien, er det stadig anklagerne om upassende adfærd overfor en kvindelig kollega mod Red Bull-chefen, Christian Horner, der stjæler overskrifterne i øjeblikket.

Det lignede ellers, der var kommet orden i maskineriet, da Red Bull-medarbejderen, der havde indgivet den første klage over Horners opførsel, blev suspenderet i starten af marts.

Nu skaber den kvindelige medarbejder dog ny uro omkring Horner, efter hun har indgivet en ny klage i sagen – denne omgang om den undersøgelse af Horner, der afgjorde, at hun fik sparket. Det skriver The Sun.

Kvinden har dermed sendt en klage til det internationale bilsportsforbund (FIA) og dens etiske komité, fordi hun ifølge The Suns oplysninger ikke har fået lov at se hele rapporten, der er blevet udarbejdet af den undersøgelse, der i første omgang har fået hende suspenderet.

»Hun har ikke fået lov at se hele den rapport, som har renset Horner, og hun har ikke klarhed over, hvorfor undersøgelsen konkluderede, som den gjorde,« siger en kilde til det engelske medie.

En talsperson for Horner fortæller desuden til mediet, at han heller ikke har set undersøgelsens fulde omfang.

Sagen mod Horner har skabt stor splittelse i Red Bull-teamet, hvor Verstappen tilmed har luftet ideen om at forlade teamet.

Formel 1-sæsonen fortsætter næste weekend, hvor grandprixet i Australien løber af stablen.