Det trækker op til endnu en Eriksen-saga på transfermarkedet.

Den danske Brentford-stjerne, der både har løftet holdet og sit eget spil til nye højder, har – som de fleste ved – kontraktudløb til sommer, og lige nu skulle der være tre primære bejlere til playmakerens underskrift.

Det fortæller transferguruen Fabrizio Romano, der pludselige svarede en Twitter-bruger ud af det blå.

»Der er tre klubber, der allerede arbejder på det,« skriver italieneren med det store netværk.

Foto: DANIEL LEAL
Vis mere

For nylig blev der fra Daily Mails side sat forbindelse mellem Eriksen og Manchester United, som netop har ansat Erik ten Hag som ny mand i spidsen fra næste sæson, når han er færdig hos Ajax. Og det var netop hos den hollandske klub, hvor Eriksen tog sidste skridt i sin genoptræning, før han sluttede sig til Brentford.

BBC nævner Tottenham, Newcastle og Manchester United som bejlerne. Men Brentford-træner Thomas Frank tror altså stadig på muligheden for at beholde sin juvel.

»Jeg er altid positiv. Jeg har hele tiden troet, at vi har en god chance for at holde ham her. Jeg ved, at han er glad her, han nyder at spille fodbold,« siger han til BBC og fortsætter:

»Det er en beslutning, der bliver taget i slutningen af sæsonen.«

Foto: GLYN KIRK
Vis mere

Det er ikke meget, man hører fra hovedpersonen selv, men TV3 Sport prøvede at udfritte midtbanespilleren efter 3-0-nederlaget til De Røde Djævle mandag aften.

»Selvfølgelig er det en svær beslutning. Det er det altid. Om det er det ene eller det andet. Som jeg også har snakket om med Thomas, så er der plusser og minusser, og selvfølgelig skal det vægtes op mod hinanden.«

»Og så skal det være en fælles beslutning med min familie, hvad der skal ske fodbold- og familiemæssigt,« siger Eriksen til TV3 Sport.

Det er nu tredje gang, Eriksen står som en fri mand: Efter Tottenham i 2020, efter ophævelsen i Inter i 2021 og nu igen denne sommer. Så kender han i hvert fald gamet.