Den formstærke belgier siger, at det er hans drøm at spille for den spanske kongeklub.

London. Den belgiske fodboldstjerne Eden Hazard drømmer om at skifte Chelseas blå trøje ud med Real Madrids hvide spillersæt.

- Real Madrid er den bedste klub i verden. Jeg vil ikke lyve i dag. Det har været min drøm, siden jeg var en dreng. Jeg drømte om denne klub, siger han mandag til en række journalister ifølge BBC.

Den 27-årige belgier har vist storform i denne sæson og har foreløbig scoret syv mål. Senest scorede han åbningsmålet, da Chelsea i weekenden slog Southampton 3-0 i Premier League.

Hazard har stadig to år tilbage af sin kontrakt med London-klubben og understreger, at han stadig er i tvivl om, hvorvidt han vil forlænge med Chelsea, der lige nu ligger nummer to i Premier League.

- Jeg vil ikke sige, "ja, jeg vil underskrive en ny kontrakt" og så ende med ikke at skrive under, siger han.

- Jeg vil gøre, hvad der er godt for mig, men jeg vil også gøre, hvad der er godt for klubben, fordi klubben har givet mig alt, siger Hazard.

- Nogle gange vågner jeg op om morgenen og tænker, at jeg vil væk. Nogle gange tænker jeg, at jeg vil blive. Det er en svær beslutning. Det er min fremtid, tilføjer han.

Hazard, der i sommer var med til at sikre Belgien en bronzemedalje ved VM-slutrunden i Rusland, mener, at han har ét stort klubskifte i sig.

- Det var derfor, jeg udtalte mig efter VM og sagde, at jeg troede, det var på tide med et skifte, fordi jeg spillede en glimrende slutrunde, siger Hazard.

- Jeg spiller flot fodbold i øjeblikket. Vi må vente at se. Jeg vil ikke tale om det hver dag. Jeg har ikke tid. Men vi skal tale om min fremtid snart, tilføjer han.

/ritzau/