Det ser mildt sagt skidt ud for Sandro Tonali.

I oktober sidste år blev den italienske fodboldspiller nemlig idømt ti måneders karantæne fra fodbold, efter det kom frem, at han havde spillet på egne kampe, da han spillede for AC Milan i Italien.

Men bettingskandalen stopper tilsyneladende ikke her.

Det Engelske Fodboldforbund, FA, anklager nu italieneren for 50 brud på bettingreglerne fra 12. august 2023 til 12. oktober 2023.

Det vil sige, at fodboldstjernen er fortsat med at gamble efter, at han skiftede fra AC Milan ud med engelske Newcastle i sommer, hvor han blev den dyreste italienske spiller i historien.

Tonalis oprindelige straf løber over 18 måneder, hvor de første ti måneder er en karantæne fra alle fodboldaktiviteter, mens spilleren skal gå i behandling for ludomani i de sidste otte måneder.

Dermed misser den italienske landsholdsspiller sommerens EM-slutrunde i Tyskland, og derudover kan de nye anklager betyde, at Tonali kan se frem til en yderligere karantænestraf.

Tonali har fået frem til 5. april til at svare på anklagerne fra FA.

Newcastle har også ytret sig om de nye anklager. Premier League-klubben oplyser, at Tonali samarbejder med alle aktører i efterforskningen af sagen.

Derudover støtter Newcastle fuldt ud Tonali og har ikke flere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.