Italiens vel nok fineste og mest traditionsrige fodboldklub, Juventus FC, er igen involveret i en celeber skandale. »Juventus har været i fedtefadet før, men denne gang taler vi mulig økonomisk kriminalitet. Det kan få meget alvorlige konsekvenser,« fortæller en dansk ekspert i italiensk fodbold til B.T.

Juventus FC, en af Europas mest vindende fodboldklubber, har gennem generationer domineret italiensk fodbold. Fra 2010 til 2020 vandt Torino-klubben det italienske mesterskab hele ni gange.

Klubben er børsnoteret, og firmaet Exor, kontrolleret af den stenrige Agnelli-familie, har aktiemajoriteten. Exor ejer også firmaer som Ferrari, Stella Atlantis (som producerer Fiat- og Chrysler-biler), en række modehuse, inklusive Christian Louboutin, samt en række internationale medier. Den årlige omsætning er cirka 34 milliarder euro.

»Juventus er i virkeligheden bare en lille fisk for Exor. Sidste år fik Juventus tilført endnu en aktieemission på 400 millioner euro, fordi klubben ligesom alle andre var meget hårdt ramt af følgerne af covid-pandemien. Problemet for Juventus er, at de som en af kun to klubber i Serie A er børsnoterede, og så skal man som bekendt have åbne regnskaber,« fortæller Christian Nørgaard Larsen, vært på podcasten Baggios Pisk, til B.T.

Cristiano Ronaldo var spiller i Juventus i den periode, hvor spillerne tilsyneladende fik udbetalt løn under bordet.
Cristiano Ronaldo var spiller i Juventus i den periode, hvor spillerne tilsyneladende fik udbetalt løn under bordet. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Og disse regnskaber faldt Børstilsynet for brystet. Der var nemlig noget her, der så ud til at være ikke bare kritisabelt, men værre endnu.

»Fokus for de italienske myndigheder er årene 2019-20-21, altså årene, hvor fodbold var hårdt ramt af pandemien. I marts 2020 offentliggør Juventus, at man har indgået en aftale med spillerne om en lønreduktion på 90 millioner euro, hvilket svarer til fire måneder uden løn. Nu viser regnskaberne tilsyneladende, at der kun var tale om en måned, og at tre af månederne skulle være udbetalt under bordet. Hvis det er rigtigt, så er der tale om økonomisk kriminalitet, og det er alvorligt,« siger Christian Nørgaard Larsen.

Derudover ser det også ud til, at Juventus bevidst og kunstigt har oppustet værdien af spillersalg og -bytte, så det i regnskaberne så ud, som om spillerne var mere værd, end de egentlig var, og nu ruller skandalen.

Hele Juventus' bestyrelse er trådt tilbage, inklusive bestyrelsesformand Andrea Agnelli og klubkoryfæer som Pavel Nedved. Der verserer rygter om, at skandaleramte Juventus nu er så stor en klods om benet på Exor, at en exitstrategi efter sigende er i spil.

Juventus' fans har været meget igennem de seneste tyve år. Nu truer endnu en skandale.
Juventus' fans har været meget igennem de seneste tyve år. Nu truer endnu en skandale. Foto: MASSIMO PINCA
Vis mere

For det er som bekendt ikke første gang, at Juventus er røget i fedtefadet. I 2006 blev Juventus dømt til tvangsnedrykning og frataget to Serie A-titler på grund af dommermanipulation og lignende ulovligheder i den store Calciopoli-skandale.

Men klubbens ledelse er tilsyneladende ikke blevet klogere, og ifølge italienske medier, inklusive La Gazetta dello Sport, så skulle italienske myndigheder nu overveje at anholde og retsforfølge de ansvarlige for de mulige ulovligheder.

»Juventus står over for den mest gennemgående efterforskning i klubbens historie. Det er værre end i 2006,« siger den italienske advokat Mattia Frassani til Rai 1.

Juventus risikerer nu at få fratrukket point, hvilket vil kunne betyde endnu en nedrykning til den næstbedste række. Sportsligt går det heller ikke for godt. Juventus er allerede ude af Champions League.

Spillere som Christiano Ronaldo kan også blive påvirket af skandalen. Han var i klubben under covid-krisen og var dermed med i spillertruppen, der måske modtog penge på et forkert grundlag. Den fejlslåede investering i Ronaldo på 100 millioner euro er i øvrigt en del af forklaringen på, hvorfor Juventus' økonomi er så presset.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, skriver om den verserende fodboldskandale i Italien.
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, skriver om den verserende fodboldskandale i Italien.
Vis mere

Efter VM ventes det, at sagen intensiveres, og da vil det være op til de italienske myndigheder at beslutte, om der er beviser nok til, at klubben og ledelsen skal for en domstol.

»Det her er altså alvorligt for klubbens renommé. Vi taler kongeklubben i Italien, der nu i løbet af tyve år har været involveret i fire store skandaler. Denne her kan vise sig at blive den værste, men det er svært endnu at vurdere, hvad det konkret vil betyde,« siger Christian Nørgaard Larsen til B.T.

Søgelyset er skarpere på Juventus end de andre Serie A-klubber, netop fordi de er børsnoterede. Men det betyder ikke nødvendigvis, at Juventus er den eneste klub, hvor disse mulige ulovligheder har fundet sted.

»Vi kan se, at store, sammenlignelige klubber som Inter og AC Milan har underskud, der minder om Juventus'. I sæsonen 2021/22 var Juventus' underskud på astronomiske 254 millioner euro. Det er helt tydeligt, at der er noget, der ikke er sundt i italiensk topfodbold.«