FC Københavns karismatiske polske målmand, Kamil Grabara, var søndag tilbage i truppen efter en slem hovedskade. Men han måtte nøjes med en plads på bænken.

For australske Mathew Ryan vogtede nok en gang FCK-målet – og det selvom Grabara i ugens løb havde udtalt til Tipsbladet, at han så sig selv som klart førstevalg – og i samme ombæring sendte en skjult kritik af Ryan.

Det har dog ikke rystet Mathew Ryan. Det understregede han efter søndagens 1-0-sejr over AGF i Parken.

»Nå … jamen, han har ret til at have sin mening. Alt jeg ved, er, at ingen er selvskrevne til at starte inde i fodbold. Den bedste må spille. Jeg har bare tænkt mig at gøre det bedste, jeg kan.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men hvad siger du til hans udtalelser?

»Jeg har ikke læst, hvad han har sagt.«

Han konstaterer, at det er gået skidt for holdet, og at målene er væltet ind, mens du har stået.

»Okay, det må han godt mene. Helt faktuelt er der rigtigt nok gået mål ind på os. Det er ikke ideelt. Min erfaring siger mig, at det aldrig er én mands skyld, når der går mål ind.«

»Og jeg kan godt kigge mig selv i spejlet vel vidende, at jeg har forsøgt at gøre det bedste for holdet. Jeg fokuserer på det, jeg kan kontrollere.«

Hvordan er det daglige samarbejde med Grabara?

»Indtil nu har det været godt. Vi arbejder hårdt på træningsbanen. Der er ingen skænderier eller noget mellem os. Det har været godt indtil videre. Vi respekterer hinanden på det professionelle plan. Holdet kommer først – det er helt sikkert min holdning,« lød det fra den australske landsholdsmålmand.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Debuterende FCK-cheftræner Jakob Neestrup frygter ikke, at han får problemer med at have en så stor personlighed som Grabara siddende på bænken.

»Vi har to klassekeepere, og det ser jeg ikke som en udfordring.«

Hvad siger han til at være bænket?

»Det er han formentlig ikke glad for. Eller – det ved jeg, at han ikke er.«

Er Mathew Ryan dit permanente førstevalg?

»Jeg kommer slet ikke til at snakke om, hvem der er første- og andenmålmand. Min holdning er, at keepere er lidt for beskyttede i forhold til at skulle have at vide, om man er nummer et eller to. Skal de ikke bare præstere, ligesom de andre positioner skal?«

Jakob Neestrup havde i øvrigt ingen problemer med Kamil Grabaras udtalelser i ugens løb.

»Jeg synes ikke, at det er larm. Hvis jeg nu går hen og siger til Kamil, at han ikke må sige, at han ser sig selv om førstemålmand, så fjerner jeg alt det, der gør Kamil så stærk.«

»Alt til en vis grænse – men hvis ikke jeg kan tåle det her, så skal jeg ikke være træner i denne fodboldklub,« konstaterede den nye FCK-boss.