Finanstilsynet har meldt ejeren af Lyngby Boldklub, Hellerup Finans, til politiet.

Finanstilsynet skriver, at det har meldt Hellerup Finans Holding til politiet, fordi tilsynet mener, at firmaet har udbudt aktier til offentligheden uden et godkendt prospekt.

Dette prospekt var ganske vist undtaget prospektpligt, fordi Helleruo Finans Holding  havde meddelt, at prospektet havde en minimumstegning på en million kroner i udbuddet, der løb fra februar 2014 til februar 2015.

Men da selskabets storaktionær, YVC Holding ApS, ifølge Finanstilsynet løbende har købt aktier i Hellerup Finans Holding for at kunne honorere de henviste storaktionærer, gælder undtagelsen ikke.

»Finanstilsynet vurderer, at Hellerup Finans Holding A/S dermed med YVC Holding ApS som mellemmand har foretaget et udbud af aktier i selskabet uden en mindstetegning. Udbuddet er dermed ikke undtaget prospektpligt,« skriver tilsynet.

Hellerup Finans overtog aktiemajoriteten i Lyngby Boldklub 22. december 2014.