Det endte med et lille overskud i 2023 for Lyngby, der også forventer et plusresultat i år og de kommende år.

Lyngby Boldklub kunne torsdag præsentere et årsregnskab for 2023 med et mindre plus på bundlinjen.

Det endte helt præcis med et overskud på 0,6 millioner kroner, og det var som forventet. Det oplyser Lyngby torsdag på superligaklubbens hjemmeside.

Det er samtidig i tråd med det, klubbens ejere, Friends of Lyngby, har som højeste prioritet år efter år.

Ejerkredsen kom ind og reddede Lyngby fra konkurs i 2018 og har haft stort fokus på at rette op på økonomien lige siden.

- Vi er tilfredse med årsregnskabet, som det ser ud. Det har i flere år været magtpåliggende for ejergruppen ikke at bruge flere penge, end der bliver tjent - og på den måde kæmpe en vægtklasse eller to højere end sin egen i Superligaen.

- Det er som de sidste to-tre år gået som forventet, siger Lyngby-formand Tommy Petersen til klubbens hjemmeside.

I 2022 kom Lyngby ud med et årsregnskab, der viste et underskud på 15 millioner kroner, så der har været fremgang at spore på den front.

Desuden regner Lyngby med at tage endnu større skridt økonomisk i de kommende år, forklarer formanden.

- Når det er sagt, er der udsigt til gode tal i fremtiden, da flere af vores indtægtskilder er i kraftig vækst.

- Derfor kommer vi i 2024 også til at kigge på både en optimering af vores forretningsmodel samt identifikation af nye og lukrative indtjeningsmuligheder, siger Tommy Petersen.

Lyngby Boldklub forventer også et regnskab i balance i indeværende kalenderår.

/ritzau/