Ooog pust ud! Sikke en kamp, og sikke et mirakel, at Manchester United kun var bagud med 0-1 ved pausen.

Efter 50 minutters spil fik United-anfører Bruno Fernandes på flotteste vis sparket bolden i kassen fra lang afstand. Stjerneskuddet Kobbie Mainoo bankede den senere ind til 2-1, og efter 82 minutter scorede Mohamed Salah sikkert på straffespark til 2-2, der blev kampens resultat.

Endnu en gang var Rasmus Højlund med fra start for hjemmeholdet, og du kan læse B.T.s dom over opgøret mod ærkerivalerne fra Liverpool her.

Det kan godt være, at det blev til et point på kontoen, men meget mere positivt er der heller ikke at sige om Rasmus Højlunds præstation i dag.

Det var svært at se, at danskeren overhovedet var på banen i første halvleg, og først da United kom foran kort efter pausen, begyndte han så småt at titte frem.

I anden halvleg gjorde han det fint i Uniteds presspil, men der manglede i den grad et slutprodukt.

Og med sin store fejlplacering i første halvleg, kan det ikke blive til mere end to stjerner til landsholdsangriberen.

Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

United vil sandsynligvis være godt tilfredse med et enkelt point mod Liverpool hjemme på Old Trafford, men det siger vel også alt om den nuværende situation i klubben.

United-projektet virker efterhånden som skruen uden ende, og det er svært at se, hvordan Erik ten Hag skal få vendt skuden – selv med et godkendt resultat i dag. Det samme kan siges om Christian Eriksen, der endnu en gang så hele kampen fra bænken.

Lige så svært det er at se, hvordan Ten Hag skal få gang i en sejrsstime, lige så håbløs er Eriksens nuværende situation i klubben.

Spørgsmålet er, om Ten Hag og Eriksen overhovedet er at finde i Manchester efter sommerferien.

Der bliver ikke set Eriksens vej i øjeblikket.
Der bliver ikke set Eriksens vej i øjeblikket. Foto: David Klein/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Indrømmet. Det var ikke mange muligheder, Højlund havde for at score i dagens opgør, men når chancen endelig kommer, så SKAL han simpelthen være klar.

Efter 27 minutter havde danskeren en oplagt mulighed for at bringe United på 1-1.

Fernandes sendte et frispark ud til Casemiro, der flot headede den på tværs ind mod det lille felt, og dér skulle Højlund have været.

Men Uniteds nummer 11 stod fuldstændig fejlplaceret, og var slet ikke tæt på at kunne banke bolden i kassen. Den vil han ærgre sig over, når han lægger hovedet på puden i aften.

Apropos sejrsstime. Hvis Erik ten Hag og co. skal have gang i den, så er der en oplagt mulighed nu.

I de næste fire Premier League-kampe venter henholdsvis Bournemouth, Sheffield United, Burnley og Crystal Palace, der er placeret som nummer 12, 20, 19 og 14 i tabellen.

Hvis ikke det bliver til godt med point dér, ja så ved jeg snart ikke, hvordan Erik ten Hag skal undgå at være arbejdsløs efter sommerferien.

Og lad det da endelig være Højlund, som sørger for point på kontoen.