22. februar 2020 glemmer Martin Braithwaite næppe. Danske fodboldfans vil nok også kunne huske dagen længe.

Den 28-årige danske landsholdsspiller fik debut for FC Barcelona i La Liga, og angriberen gjorde sig gældende ved at være med i to mål.

Flere medier, inklusive B.T., skrev jublende om Braithwaites debut, hvor vi tildelte ham en topkarakter på trods af bare 18 spilleminutter.

Blandt andet skriver B.T. også, at det blev til en assist for Braithwaite – næsten to – i 5-0-sejren over Eibar, mens flere medier tildelte ham begge assister i kampen.

Det vurderer La Liga dog ikke.

På den spanske ligas officielle hjemmeside kan man på Martin Braithwaites side se, at han er blevet noteret for sin første La Liga-kamp og for 18 spilleminutter.

Men ud for assister er tallet et rundt 0.

For begge måls vedkommende får Braithwaite ikke assisterne, fordi Eibar-keeper Marko Dmitrovic havde berøring med bolden.

Messis 4-0-scoring bliver officielt uden assist. Her takker han dog alligevel Martin Braithwaite for oplægget.
Messis 4-0-scoring bliver officielt uden assist. Her takker han dog alligevel Martin Braithwaite for oplægget. Foto: ALEJANDRO GARCIA
Vis mere

Ved det første mål forsøgte Braithwaite at lave en aflevering til Lionel Messi, som Dmitrovic akkurat fik fingrene på. Bolden var formentlig landet lige i fødderne på Messi, selv om Dmitrovic ikke havde rørt bolden, og skulle Braithwaite have en assist, ville det være mest sandsynligt her.

Ved 'assist' nummer to var Braithwaite stukket af sted og sparkede på mål. Dmitrovic reddede bolden med benet, mens Arthur var først på riposten.

På de sociale medier jokes der også med, at Barcelona lige nu er ramt af Braithwaite-effekten. 5-0-sejren lørdag sendte nemlig Barcelona op på førstepladsen inden Real Madrids kamp mod Levante lørdag aften.

Her måtte det stjernespækkede hovedstadsmandskab se sig slået 1-0, og Barcelona topper derfor La Liga efter 25 runder med 55 point – to flere end Real Madrid.