Martin Braithwaite har skrevet historie. Hvilken drømmedebut, det blev til for FC Barcelona.

Søndag 22. februar 2020 blev han den kun femte danske spiller til at spille en førsteholdskamp i FC Barcelona, og den kommer ingen med fodboldinteresse vel egentlig til at glemme. Det blev til en assist. Næsten to faktisk i Barcelonas nedsabling på 5-0 af Eibar.

Danskeren startede ude i kampen, der blev spillet kun to dage efter hans ankomst, men i det 72. minut gik drømmen i opfyldelse, da han blev skiftet ind i stedet for Antoine Griezmann, og så gik han bare helt uimponeret ind og fik en afgørende betydning.

Lionel Messi havde i første halvleg sørget for, at der ikke var tvivl om udfaldet af kampen med tre flotte scoringer, og da danskeren så kom ind, fik anføreren på flot forarbejde af Braithwaite lavet mål nummer fire, mens danskeren også havde en afgørende fod med i spillet ved 5-0-scoringen af Arthur.

Karakter: 9
18 minutter plus tillægstid blev det til for Martin Braithwaite, og han behøvede ikke mere for at overbevise alle tvivlerne. Bortset fra et kikset indlæg lavede han ingen fejl og fik ud over sit gode spil foran mål sørget for, at Pape Diop fik et gult kort. Der manglede bare et mål for at give ham topkarakter.

De aktioner, han laver ved 4-0-målet er jo helt utrolige! Martin Braithwaite tog bolden ned med kassen, satte sin modstander og fik ellers spillet Lionel Messi fri til scoring. Ved hjemmeholdets sidste scoring skød danskeren på mål, og returen var Arthur først på.

Braithwaites forsøg på at slå bolden indover kort efter sin indskiftning fik alle Barcelonas fans til at sukke og også grine lidt ad ham. Han ramte den helt forkert, så bolden slet ikke havde retning mod feltet og røg ud over mållinjen. Den var ikke god. Men han kom efter det.

Opad. Martin Braithwaite er ikke bare hentet til Barcelona for at fylde en plads ud på bænken. Når han på en enkelt dags træning allerede overhaler en anden angriber i Ansu Fati, der også startede som reserve mod Eibar og ikke kom på banen, er der gode tegn i sigte for danskeren. Allerede fredag slog træner Quique Setien da også fast, at Braithwaith vil få startpladser i de resterende 13 La Liga-kampe. Og så leverer han sådan en præstation! Der venter mange startopstillinger.