SPOILER-ADVARSEL: Hvis du ikke vil have spoleret indhold fra aftenens afsnit, så skal du ikke læse videre her.

Han troede, at spillet var ovre. I programmets andet afsnit blev 24-årige Andreas stemt ud af sit hold i 'Robinson Ekspeditionen', efter han, Backer og Mathias var taget i at snyde. De ifølge produktionens forklaring tigget sig til en fisk.

Men da Backer og Mathias for anden gang blev taget i at snyde, blev de smidt ud med det samme. Og det var Andreas' nye chance for at vinde realityprogrammet. Et program, som han altid har drømt om at vinde.

»For at være helt ærlig, så var jeg jo mega glad. Jeg var både glad og lettet, fordi det var en ærgerligt måde, jeg røg ud på første gang,« siger han til BT.

Men i aftenens ø-råd var han og Thomas i undertal, og kvinderne valgte at stemme Andreas ud.

»Det er noget lort for at sige det rent ud. Inden jeg tog afsted, havde jeg jo regnet med, at jeg kunne vinde,« siger han.

Den 24-årige studerende fortæller, at det i princippet er ligegyldigt for ham, om han blev nummer 19 eller nummer to i programmet. Der er kun en plads der tæller, og det er førstepladsen. Men han havde godt regnet ud, hvor det bar henad, selvom han forsøgte at påvirke sine holdkammeraters beslutning.

»Jeg har set nok Robinson til at vide, at det er som et møntkast. Det var 50/50, omg det var mig, som røg ud.«

Andreas ærgrer sig dog over, at han ikke nåede at være med i en såkaldt dødskamp. Her kæmper deltagerne mod hinanden. Taberen ryger direkte ud af programmet. Vinderen freder sit hold fra at dyste mod de andre og risikere at komme i ø-råd.