Lægger man de to mænds formuer sammen, når Mark Zuckerberg og Bill Gates kun lige akkurat over Tesla-topchefen Elon Musks samlede formue.

Det viser Bloombergs nyeste opgørelse over verdens rigeste personer.

Med 252 milliarder dollar sidder Elon Musk på den absolut største formue.

Tesla-topchefens enorme forspring skyldes blandt andet, at Tesla-aktien har været i støt fremdrift over længere tid.

Og som verdens rigeste lige nu har Elon Musk vist, at han godt tør gøre brug af håneretten som verdens nummer et.

I et tweet havde listens nummer to, Jeff Bezos, skrevet, hvordan hans virksomhed Amazon har 'revolutioneret to helt forskellige brancher'.

Til det havde Elon Musk kun én ting at tilføje med henvisning til Bezos plads på listen:

En medalje-emoji med et to-tal på.

Med Jeff Bezos 59 milliarder dollar under Elon Musk ligger også to andre store kanoner længere nede ad listen.

På en fjerdeplads finder man nemlig Microsoft-stifteren, Bill Gates, med en formue på 134 milliarder dollar.

Mens manden bag Facebook, Mark Zuckerberg, kan findes på en sjetteplads med en formue på 121 milliarder dollar.

De to herrers formuer giver samlet 255 milliarder dollar.

Det er altså kun lige tre millarder dollar mere end Elon Musks samlede formue.