732 millioner kroner – i underskud vel at mærke.

Det er resultatet for den danske fintech-bank, Lunar Group, i regnskabsåret 2021.

Men det kører fuldstændig efter planen, understreger stifer og administrerende direktør, Ken Villum Klausen.

»Det er helt planlagt, så det er ingen overraskelse eller noget vildt for os,« siger han og uddyber:

»Det er selvfølgelig specielt i en dansk kontekst, men Lunar er først og fremmest en teknologivirksomhed, og vi investerer massivt i fremtiden.«

Ken Villum Klausen fortæller, at de blandt andet er blevet 600 flere medarbejdere og har opkøbt to virksomheder.

Til gengæld har virksomheden også hentet cirka to milliarder fra eksterne fonde.

»Vi har taget et valg i Lunar om, at vi vil fortsætte rejsen med anderledes produkter og en anden tilgang til markedet. Vi kan se, modellen virker, og kunderne er glade for produktet, så det er nu, vi skal investere i udvikling,« siger Ken Villum Klausen.

Ken Villum Klausen forventer dog ikke, at Lunar vil generere et underskud de næste mange år ud i fremtiden.

»Vi har stærke investorer, der tror på den rejse, vi er på. Vi har en klar plan for, at vi skal blive profitable, men lige nu er vi i en fase, hvor vi investerer,« siger han.

Ifølge planen vil Lunar også have underskud i regnskabsåret 2022, fortæller Ken Villumsen.

»Ifølge den plan, vi har lagt, begynder vi at se ind i profitable kvartaler i 2024. Så det er helt klart vores ambition,« siger han.

Men virksomheden læser ikke regnskabet som om, det er ved at gå galt.

»Det er netop det omvendte. Vi har ansat nye medarbejdere og opkøbt virksomheder. Hvis det gik den forkerte vej, ville man se den omvendte reaktion. Så ville vi skalere ned og minimere omkostninger,« siger Ken Villum Klausen.

I marts 2022 kunne Lunar afsløre, at de havde fået et prominent navn med i ejerkredsen.

Skuespilleren Will Ferrell var blevet medejer, hvor han skal være med til at udvikle bankens brand og ansigt udadtil.