Det er en hård tid, komiker og tv-vært Lasse Rimmer går i møde. 

I YouTube-programmet 'Elefanten i rummet' fortæller Lasse Rimmer til sin medvært Andreas Bo og lytterne, hvordan han skylder fire millioner til skat, og at han skal bruge de næste tre år på at blive gældfri

Dog er det ikke noget, der kommer som en overraskelse for 'Stormester'-værtens kæreste, Line Hoffmeyer. 

»Da jeg begyndte at blive bevidst om, hvor stort et omfang det her problem var, for måske et par år siden, der var vi fra hinanden,« fortæller Lasse Rimmer og fortsætter:

»Da vi så finder sammen, så siger jeg, du skal lige høre, hvordan tingene går, det går faktisk ikke skidegodt.«

Der har derfor været fuld åbenhed mellem parret, og komikeren er ikke bleg for at rose sin kæreste for – i modsætning til ham selv – at have helt styr på økonomien.

»Så skal det siges, at det er heldigt, jeg er sammen med en kvinde, der har styr på sin butik, hun har ikke noget med min butik at gøre, det startede også længe før, vi mødte hinanden, det har været et kronisk problem,« indrømmer komikeren.

Og Lasse Rimmer kan da også godt se noget godt i, at der nu er fuld åbenhed om hans økonomiske situation.

»Lige da vi mødte hinanden, der var der jo nogle, der kiggede. Altså, en kvinde i 20erne og en mand i 40erne, og de tænker, hvad laver så pæn en ung kvinde sammen med sådan en mand? Hun må være sammen med ham for pengenes skyld.«

»Og det er så dejligt, at vi nu får etableret, at der er en golddigger i vores forhold, og det er ikke hende. Det er yours truly,« fortæller han i podcasten. 

Den store skattegæld betyder også, at Lasse Rimmer ikke kan stryge om sig med penge på fornøjelser som for eksempel streamingtjenester.

Han fortæller i programmet, at han nu 'lever på andres nåde', når det kommer til ferier.

Derfor er det også hans svigermor, der har stået for betalingen af den ferie, han skal på inden for kort tid. 

»Jeg er 52 år gammel, og jeg er nødt til at vente på, at min svigermor siger: Skal du ikke med på ferie? Og jeg siger, det vil jeg meget gerne, for de sidste 12 år, har jeg været på ferie, hvor jeg skulle have betalt skat i stedet for,« siger han.