Den danske komiker Oliver Stanescu fortæller, at han i weekenden blev trampet på og fik smadret sit hoved ind i en mur af to mænd.

Forud for overfaldet lyder det fra komikeren, at hans kammerat blev udsat for homofobiske tilråb. Det ville Oliver Stanescu stoppe.

»Her stillede jeg mig i mellem og sagde: 'Gå væk. Det giver ingen mening, det I har gang i'. Den ene mand kom meget truende hen mod mig. Jeg prøvede hele tiden at sige: 'Stop det nu, det giver ingen mening'.

»Pludselig bliver jeg overfaldet fra siden af hans kammerat, der smadrer mit hoved ind i en mur og derefter ned i brostenene. Herefter hoppede de op på mig og rev mit tøj i stykker.«

Oliver Stanescu har fortalt om overfaldet i et opslag på Instagram.

Det hele skete natten til søndag i København, hvor han havde været i byen med nogle venner. En af hans kammerater blev ifølge Oliver Stanescu råbt ad på grund af sin seksualitet.

Bøsse, bøsserøv og lignende, blev der råbt, hvorefter en af dem kom truende hen mod kammeraten.

Det var her, at Oliver Stranescu stillede sig imellem, gengiver Oliver Stanescu over for B.T.

Han lægger ikke skjul på, at sagen ryster ham.

»Det skal fandeme være løgn.«
»Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg ikke, det var et problem. Jeg har hørt det fra mine homoseksuelle venner. Jeg tænkte, det lød vanvittigt, men har aldrig set det. Nu er jeg jo heller ikke mål for kriminaliteten, hvis man kan sige det.«

»Så jeg tænkte bare, at det skal fandeme være løgn. Det skulle ikke ske på min vagt. Jeg var simpelthen så chokeret og synes, det er virkelig skræmmende, at hate crime stadig sker,« siger Oliver Stranescu til B.T.

Selvom han sidder tilbage med tydelige skrammer – flere blå mærker og fire sting over øjenbrynet – efter overfaldet, er han mest ked af det på sin vens vegne.

»Det hele skete på et splitsekund, og jeg var fuldstændig i chok. Men det var rettet mod ham. Han har prøvet flere gange – i svære eller mindre grad – at blive antastet på grund af sin seksualitet. Så på hans vegne er jeg virkelig ked af det.«

»For ham er det noget, han dealer med hver dag. Er han bange næste gang, han går ud? Det, synes jeg, er så forfærdelig trist.«

Derfor har han da intet tilovers for de personer, der overfaldt ham.

»Jeg havde lyst til at skrive tabere i opslaget. Jeg håber, de lærer hen ad vejen og bliver bedre med tiden.«

Hjælp hinanden!
Oliver Stranescu har mærket en enorm opbakning, siden han delte sit opslag på Instagram.

Og netop opslaget – og dets budskab – er han kun interesseret i at sprede, så vidt som muligt:

»Jeg håber generelt, at hvis man ser noget mærkeligt i byen, så hjælp hinanden. Hvis det ser mærkeligt ud, så er det tit mærkeligt.«

Afslutningsvis fortæller Oliver Stranescu, at han har politianmeldt sagen. Det ønsker Københavns Politi dog hverken at be- eller afkræfte.

B.T. har dog set dokumentation for, at Oliver Stranescu har anmeldt en voldshændelse til politiet søndag 11. februar.