Danskerne har aldrig været i tvivl.

Klart flest foretrækker karakteren Hr. Weyse i hitserien 'Badehotellet'.

Men manden, der spiller rollen, Jens Jacob Tychsen, forstår det ikke. Det fortalte han på den røde løber til premieren på den 10. og sidste sæson af serien.

»Det har undret mig. Virkelig. For på mange kan man sige, at han er rædselsfuld, og hvis man skulle være i stue med sådan et menneske eller i værste fald gift med det, det ville man jo slet ikke kunne holde ud.«

»Mærkeligt nok er der også mange kvinder, som henvender sig og siger 'åh, han er så vidunderlig, han er så charmerende og dejlig,' hvor jeg bare tænker, 'hvad snakker I om?'«

Hvis han alligevel skal komme med et bud på, hvad det er ved karakteren, der appellerer til folk, så vil han gætte på humoren.

»Det har nok noget med det at gøre. Når nogen opfører sig så åndssvagt, så tåbeligt og hele tiden skvatter over sine egne ben, så er det nok det. Måske det er det, der taler til danskeren, at vi eller andet sted allesammen har lyst til at give los, men det gør man ikke. Det gør Weyse.«

Første sæson af 'Badehotellet' blev sendt i 2013. 

Den 10. og sidste sæson får tv-premiere 3. marts.