Grænsekontrollen i Sverige kan vare op mod seks måneder, vurderer svensk politi. Myndigheden fastslår samtidig, at skandinavere ikke behøver at medbringe pas, og at kontrollen vil bestå af stikprøver.

Danske borgere, der ynder at rejse til Sverige, behøver i første omgang ikke bekymre sig om at huske passet, men bilister bør derimod forberede sig på lange køer på Øresundsbroen.

Ved middag torsdag trådte den svenske grænsekontrol i kraft, og på et pressemøde torsdag fastslår svensk politi, at kontrollen vil bestå af stikprøver, ligesom det - trods modsatte forlydender - ikke er nødvendigt for skandinaviske borgere at medbringe pas for at komme ind i Sverige.

»Vi har en nordisk pasoverenskomst, som fortsat gælder, så som nordisk statsborger behøver man ikke at have pas eller ID-kort med, men man skal kunne bevise, at man er nordisk medborger,« siger Patrik Engström, chefen for svensk grænsepoliti, og fremhæver et kørekort som brugbart identifikation.

Svensk politi oplyser samtidig, at det forventer, at grænsekontrollen skal vare helt op til seks måneder. I første omgang er den dog kun berammet til ti dage, og foreløbig kan de svenske myndigheder blot forlænge den med 20 dage af gangen.

Ved pressemødet blev det samtidig oplyst, at politiet forventer at stoppe i omegnen af hver fjerde bil på Øresundsbroen, og af samme grund ventes det, at der dagligt vil være kødannelser på den trafikerede bro.

Politiet betoner samtidig, at det ikke må udpege biler til kontrol efter etniciteten på passagerne, og at det derfor vil være helt tilfældigt, hvem der bliver vinket ind til siden.

Rundt omkring i havne i Danmark og Tyskland, hvor der er faste færgeruter til Sverige, bliver passagerer også berørt af grænsekontrollen.

I Rostock i Tyskland er der allerede blevet gennemført kontrol af en færge med kurs mod Trelleborg i Sverige, og her blev 43 personer gelejdet af færgen igen, da de ikke havde gyldigt ID, skriver den svenske avis Aftonbladet.