19-årige Sandra Willer er Instagram- og bloggerpige. Hun vil være stor i en økonomi, hvor smukke billeder er hård valuta. En økonomi, hun stadig lærer at navigere i. Sandra Willer er teenager af tiden – og tiden vil have en pæn pige.>

De unge fyre har stirret direkte på hende. Pænt klædte familiefædre med grå tindinger har kastet et mere diskret blik efter hende. Den unge pige, der passerer trappen til Christiansborg Slotskirke med sin kæreste i hånden, lader øjnene glide ned over hende med et tilsyneladende ligegyldigt udtryk. Et udtryk, alle teenagepiger kender den sande betydning af: Det, hun har, vil jeg også have.

»Se, det var Sandra Willer,« hvisker hun til kæresten.

Se lige engang. Der er Sandra Willer. En 19-årig almindelig, ualmindelig smuk pige, der poserer på trappen foran en fotograf for at få taget såkaldte outfit-billeder til sin blog. Iført grå sweater fra Magasin, sorte jeans, lange ruskindsstøvler, strudsefjersjakke og en Valentino-taske med nitter. Mens bilerne speeder op, og cyklister ruller forbi denne grå efterårsdag, står hun der og kaster håret tilbage og får al den opmærksomhed, unge piger af i dag drømmer om. Før sommeren var Sandra Willer en gymnasiepige fra Helsinge. Nu vil hun leve af sin platform Blogbysandra.dk, der har 50.000 unikke besøgende om måneden, og Instagram-profilen, hvor 108.000 personer følger hende.

Drømmen er en halv million følgere. Et tal, der skal være hendes valuta i en ny økonomi, hvor et smukt foto på Instagram hurtigt kan blive vekslet til penge og en selvstændig karriere. Man kan se hende som personificeringen af en perfekt selfie-virkelighed, hvor lårene altid er tynde, og håret altid er glat. Sat i en se mig-tid, hvor forældre håber, at deres teenagepigers jagt på perfektionen dog en dag må ophøre. Man kan også se hende som en del af de unges DIY-kultur (do it yourself, red.), hvor man selv tager magten.

Blogger og Instagram-pige Sandra Willer blev student i sommer og forsøger at leve fuldtid af sin blog og Instagram-profil. Tirsdag den 10. november 2015.
Blogger og Instagram-pige Sandra Willer blev student i sommer og forsøger at leve fuldtid af sin blog og Instagram-profil. Tirsdag den 10. november 2015. Foto: Sara Gangsted
Vis mere

»Jeg forklarer rigtigt mange gange folk, der er ældre end mig selv, hvad min blog går ud på. Hvordan tjener man pengene? Hvor mange følgere har jeg? Det er en helt ny verden, og hvis jeg ikke selv var inde i det, ville jeg nok heller ikke selv forstå det,« siger Sandra Willer.

Det var konfirmationsgaven, der startede det. Et spejlreflekskamera, der kunne gengive Sandra Willer og hendes veninder som lige det, de ønskede at være. De legede stylede modeller med trutmund og knæk i hoften på markerne ved Helsinge. Til sidst var der ikke plads til flere fotos på hendes Facebook-profil, så hun oprettede en blog i en alder af 15 år. Den voksede hurtigt, og Sandra Willer kom i stald hos et bloggerbureau. Nu vil hun selv have den direkte kontakt med annoncørerne og selv udforme livsstilsindholdet til sine læsere. Noget, hun stadig øver sig på.

»Det kan være svært rent imagemæssigt at være søde, pæne blogger-Sandra, samtidig med at jeg skal være den, der hiver nogle penge hjem og skal være lidt mere kontant i det. Det, jeg laver på bloggen, inspirerer mig til at være bedre. Man kan vende den om og sige, at det er hårdt for mig at leve op til de her krav. Men det er jo mig selv, der i sidste ende stiller kravene.«

50 virksomheder om ugen

Dagens første møde er hos et PR-firma. Sandra Willer får cirka 50 henvendelser om ugen fra firmaer, der vil have hende til at anbefale lige netop deres produkt. I dag vil de to piger fra bureauet tale med hende om en ny tørshampoo. Først er der smalltalk. De sidder og ser på et af de nyeste billeder på Sandras blog fra hendes ferie til Marokko, hvor hun er iført en rød bikini.

Blogger og Instagram-pige Sandra Willer blev student i sommer og forsøger at leve fuldtid af sin blog og Instagram-profil.
Blogger og Instagram-pige Sandra Willer blev student i sommer og forsøger at leve fuldtid af sin blog og Instagram-profil.
Vis mere

»Total irriterende type. Se lige den der lille popo. Ej, hvor ser det altså lækkert ud,« udbryder den ene af PR-pigerne.

Sandra Willer nikker. Hun er vant til at blive kaldt mange ting. Smuk. Pæn. Lækker. Cool. Nice. Det er en af grundene til, at hun ikke længere er så vild med at gå i byen i København. I byen er folk uden filter. De peger og siger: »Jeg ved, hvem du er.« Hun kan heller ikke tillade sig at være fuld, synes hun.

»Folk ser på én. Og når de henvender sig, føler jeg, at jeg skal være den søde pige, der ikke svarer igen. Jeg er vant til, at folk tror en masse om mig, fordi jeg laver det, jeg gør. Og jeg kan godt tage mig selv i at være ekstra sød for, at de ikke skal tro en masse. At jeg for eksempel lige laver en selvironisk joke, så jeg bliver lidt mere tilgængelig og nede på jorden. Det er nogle gange svært at blive konfronteret med andres opfattelse af én selv,« siger hun.

Måske er det opvæksten med skiftende adresser verden over som følge af farens arbejde i finanssektoren, der har gjort det. Måske er det de brune øjne, de lange øjenvipper og den smalle talje. Sandra Willer har aldrig været bange for at vise sig selv frem. Hun erkender, at udseendet har hjulpet hende frem. Skønheden vil hun ikke definere sig selv ud fra. Det gør andre til gengæld. Jævnaldrende har for eksempel haft svært ved at forene hendes udseende med, at hun gik i nørdeklassen på gymnasiet.

Den pæne pige tænker over, hvor meget hun skal blotte sig over for dem, der ser på hende. Hun har ikke noget imod at vise sine ben eller mave på et foto. Topløs vil Sandra Willer til gengæld aldrig være. Ligesom hun heller ikke vil skrive negativt om sit privatliv eller sin kæreste.

»Hvis folk kun ser mig på Instagram, forstår jeg godt, hvis de kun ser det perfekte ydre. Jeg vil godt være personlig på bloggen, men jeg vil ikke være privat. Jeg er faktisk overrasket over, hvor søde de fleste læsere er. I forhold til hvor meget jeg er på. Andre bloggere kan virkelig få stride kommentarer fra læserne.«

Også forældrene følger datteren

Nogle dage får følgerne et foto, hvor hun føler sig sexet i en kort kjole. Andre dage er hun i et mere casual humør iført bukser. Sandra Willers forældre har altid fulgt med i, hvad hun gør. Indtil videre har de ikke sagt, at et billede var for meget.

»Min generation har nok et andet forhold til at lægge den slags billeder op. Det er en interessant diskussion. Er jeg for ung til at gøre det? Jeg synes selv, at det er for meget, når piger på 12 år lægger bikinibilleder op. Så bliver jeg bekymret. Fordi de tror, at de skal være sådan.«

Men de gør det vel blandt andet, fordi de har set én som dig gøre det?

»Helt sikkert. Men jeg har en tillid til, at de unge piger kan tænke selv, og at forældrene opdrager dem ordentligt. Det kan ikke være mit ansvar. Jeg har aldrig sagt, at jeg er den perfekte rollemodel. Jeg er blogger og mig selv.«

Følgerne har engang spurgt, hvordan hun trænede sig til de slanke lår. Hun har fået at vide, at hun sikkert har en form for spiseforstyrrelse. Nogen har sagt, at fordi Sandra Willer ser ud, som hun gør, er hun med til at promovere et særligt kropsideal.

»Jeg forstår godt, at folk hæfter sig ved de her piger, der sulter sig. Men jeg har altid set sådan her ud. Min mor er også meget slank. Jeg har veninder, der har været syge af spiseforstyrrelser, og det er ikke noget, man skal tage let på. En pige, der er større end mig, kan jo også have spiseforstyrrelse.«

Bagsiden af bloggen

Sandra Willers online-verden er ikke kun befolket af søde, jævnaldrende piger, der vil have tips om mode og skønhed. I den bor også mennesker, der spammer hende med skizofrene kommentarer. Og der er de lidt for interesserede mænd, der følger hende på Instagram og blandt andet spørger, om de må se hendes fødder, og om hun please ikke nok vil kontakte dem.

»Jeg tager det ikke så tungt, men det er da lidt ulækkert. Jeg får også skræmmende tit at vide, at mit foto bliver brugt til falske profiler. Jeg fik en mail fra en fyr, der havde chattet længe med en pige, han troede var mig. Hun kaldte sig for Louise med mit foto på profilen. Første gang, jeg fandt ud af, at nogen gjorde det, var temmelig skræmmende. Enten er det folk, der keder sig, eller også er det folk, der er misundelige,« mener Sandra Willer.

Er du blevet mødt meget med misundelse?

»Det har jeg skullet erkende, at jeg er blevet. I begyndelsen kunne jeg ikke forstå, hvorfor nogle piger var tarvelige over for mig og for eksempel kastede isterninger efter mig, når jeg gik i byen. Det er underligt at være objekt for andres negativitet. Hver dag ser jeg jo min egen usikkerhed og mine egne fejl. Jeg kan godt lide tanken om, at jeg er tough. Det er jeg ikke. Jeg bliver faktisk ret ked af det. Men det er et grundvilkår, når man vælger at stille sig frem.«

Ja, det er en redigeret virkelighed

For nylig spurgte Sandra Willer sine følgere om, hvorfor de klikker ind på lige netop hendes blog. Én svarede ærligt, at hun havde fulgt med fra starten, fordi bloggens univers »virkede som den perfekte verden«. Det er da også svært at finde det skæve og grimme, hvis man søger på Sandra Willers navn. Det kan hun godt se. Hun forsøger at snige det ind ved for eksempel fortælle sine læsere, at da hun poserede i den røde bikini i Marokko, havde hun samtidig maveforgiftning. Men Sandra Willer er og bliver teenager af tiden. Og tiden vil have en pæn pige.

»Jeg skriver kun om ting, der gør mig glad. Det bliver en redigeret virkelighed. Hvor overfladisk det end kan lyde, udgør det også et ekstra point med et flot sted, når mine veninder og jeg skal på café, fordi stedet kan danne ramme om nogle fede billeder til Instagram. Det går mange piger op i i dag. Men jeg tager altså på Pizza Hut. Det er ligesom med dem, der spammer med fotos af deres forhold på Facebook. Det er jo ikke ensbetydende med, at det er det mest lykkelige forhold. Ingen har et perfekt liv.«